Opskriften er udviklet af forfatter og journalist Dorthe Studsgarth, og bragt i hendes dejlige kogebog: 'Sommerhuskogebogen - 200 opskrifter & 100% sommer!'.
Jordbærtærter uden ovn
8-10 personer
Ingredienser
- 200 g mørk chokolade
- 1 spsk kaffe eller vand
- 250 g grahamskiks (fx Digestive)
- 1½ dl piskefløde
- 150 g flødeost naturel (fx Philadelphia)
- 1 spsk sukker
- kornene af ½ vanillestang eller ½ tsk vanillepulver
- 350 g jordbær
- citronmelisse eller mynteblade
- tærteform
Opskrift
Kagebunden kan laves dagen før eller om morgenen, men skal opbevares i køleskab.
- Læg et stykke husholdningsfilm eller bagepapir i enten en rund tærteform på ca. 20 cm i diameter eller små muffinforme.
- Klip husholdningsfilmen til, så der kun hænger lidt ud over kanten.
- Hæld kaffe eller vand i en gryde og sæt den over ganske svag varme. Bræk chokoladen i stykker og lad den stå og smelte i væsken uden at røre for meget i den. Når chokoladen er smeltet, hældes den over i en skål og køler en smule af.
- Knus kiksene groft ned i chokoladen med fingrene og hæld massen i formen.
- Dyp en kniv eller ske i koldt vand, og brug den til at trykke bund og sider glatte. Siderne skal være ca. 4 cm i højden. Stil formen med bunden i køleskabet i en time, så chokolade og kiks kan størkne sammen.
- Skyl jordbærrene, nip dem og skær dem i kvarte.
- Pisk fløden sammen med flødeost og vanille til en let skummende og luftig creme.
- Løft kagebunden ud af film/papir og over på et fad eller en tallerken.
- Fordel cremen på tærtebunden og læg halvdelen af de friske bær i cremen.
- Stil kagen tilbage i køleskabet og lad det hele sætte sig i mindst en halv time – jordbærrene vil være sunket ned, når man tager kagen/kagerne ud.
- Pynt med resten af jordbærrene og bladene og servér straks.
Variation ...
- Fløde og ost kan erstattes med kvark og fromage frais.