Opfordringen kommer, fordi der den seneste tid har været flere episoder i Danmark, hvor letvægtsgasflasker lavet af materialet komposit er bristet uden at være i brug.
"Vores undersøgelse af flaskerne fra uheldene viser, at de formentlig er blevet skadet, fordi de er blevet tabt eller lignende og derfor er revnet. Det i kombination med, at flaskerne har stået i direkte sollys, har muligvis ført til, at de er bristet og at der derfor siver gas ud, der kan eksplodere ved blot en lille gnist. Der er ikke umiddelbar fare ved flaskerne i sig selv, men man bør tjekke, om der er brud på plastikkappen rundt om dem", siger Morten Vestergaard, tilsynschef i Arbejdstilsynet.
Tjeklisten, før du gi´r den gas
Her er syv gode råd til at undgå ulykker:
- Brug kun godkendt udstyr, som er DG- eller CE-mærket og har en dansk manual.
- Placér altid gasflasken, så den står oprejst. Følg altid vejledningen i manualen for, hvor flasken skal placeres.
- Vær forsigtig, når du skifter gassen. Sluk apparatet og luk ventilen, før du skifter flasken. Sørg for, at regulatoren er korrekt monteret og fastlåst på flaskeventilen, før du tænder. Kontroller samlingerne med sæbevand. Hvis det bobler, er der en utæthed, og så bør apparatet ikke blive brugt.
- Husk at lukke alle ventiler, når du er færdig med at bruge gassen. Det gælder også tomme flasker! Kobl altid flasken fra, når udstyret ikke er i brug.
- Hold udstyret ved lige. Kontrollér jævnligt, at gasslangen ikke er synligt slidt eller afbleget af sollys. Hvis du er det mindste i tvivl om, om der er revner i slangen, skal den skiftes ud med en ny med DG-mærke.
- Tjek din gasflaske. Er der mærker efter stød, slag eller revner i plastikken rundt om flasken eller mangler dele af plastikken, skal du få flasken byttet.
- Brug ikke gasflasker eller gasapparater som er tilbagekaldt af leverandøren. Tjek Arbejdstilsynets hjemmeside for at se, hvilke flasker der er tilbagekaldt.