Danskere er solforvirrede når UV-indekset er over 3
Sommeren er over det danske land. Det betyder sol, varme og lunere dage, men også at vi næsten dagligt bliver eksponeret for gode solråd, fakta om UV-indekset og SPF-anbefalinger. Vigtig viden og begreber, som man bør kende og forstå, hvis man sikre sig optimal solbeskyttelse og dermed mindske risikoen for solskoldninger, permanente hudskader samt kræft i huden.
Men undersøgelser viser, at en stor del af danskerne er forvirrede omkring solbegreberne og ikke kender til hverken UV-indeks eller dets betydning samt ofte er i tvivl om brugen af solfaktor. Således fortæller mere end hver anden dansker, at de ikke ved, hvordan de skal holde sig til et UV-indeks og seks ud af ti danskere tjekker aldrig UV-indekset i løbet af et år. Det viser en undersøgelse foretaget af solcremeproducenten P20.
Hudlæge, Annesofie Faurschou er bekymret over, at så mange danskere ikke ved, hvordan de skal forholde sig til et UV-indeks og så få tjekker det i løbet af et år.
"Det er vigtigt at huske på, at det ikke er temperaturen, der er afgørende for, hvor meget solen brænder. UV-strålerne kan sagtens trænge igennem på en overskyet dag. UV-indekset fungerer som en slags termometer for UV-strålernes styrke og er UV-indekset 3 eller derover skal man passe på i solen. Fornuftige solvaner tidligt i livet reducerer risikoen for solskoldninger, pigmentpletter, rynker og kræft i huden senere i livet. Derfor er det vigtigt, at vi alle følger de gængse solråd, herunder brug af solcreme", fortæller Annesofie Faurschou. Hun henviser derfor til en P20´s app, der skal gøre det nemmere at passe på huden i solen og give danskerne bedre solvaner.