For bedre at kunne håndtere det stigende antal rejsende indfører Københavns Lufthavn selvbetjent paskontrol for rejsende til destinationer uden for EU og Schengen. Der er opstillet ni automatiske paskontroller, hvor du selv lægger dit pas i anlæggets scanner, som foretager en lang række forskellige tjek, der bl.a. viser, om passet er ægte. Derefter tager anlægget et ansigtsfoto af dig og sammenligner det med fotoet i passet. Alt imens kontrollerer anlægget, om du er registreret i politiets eller EU’s databaser.
"Den automatiske paskontrol er med til at øge kapaciteten og er dermed med til at bidrage til at vi bedre kan håndtere det stigende antal rejsende. Vores test har vist, at langt de fleste let har kunnet finde ud af at bruge systemet," siger politiinspektør Steen Pedersen.
Systemet er forudgående blevet testet af 200.000 rejsende. Politiet vil være til stede ved de nye automatiske paskontroller for at holde øje med systemet og alle, som går igennem.