Lyset bringer energien tilbage
Selvom det er et velkendt faktum, at manglende lys kan påvirke vores humør, er det stadig en kamp for mange danskere hvert år at mønstre overskud:
"Morgenerne herhjemme er kolde og mørke. Og for mange af os har det ikke været helt nemt at starte hverdagen op igen efter julen, fordi vi måske føler os drænede for overskud eller energi," siger Jan Vendelbo, administrerende direktør i Spies og uddyber:
"Meget forskning viser imidlertid, at lys tilfører energi til hjernen, som påvirker vores humør positivt. Hvis man er en af de mange, som påvirkes negativt af vintermånedernes klima, er det måske ikke så dumt igen at søge mod sydligere himmelstrøg for at lade batterierne op."
Kvalitetstid og energiboost er kodeordene for vinterrejser
Det er dog ikke kun humøret, der lider. Sovehjerterne bliver nemlig tungere og dynerne mere tillokkende ifølge Spies’ undersøgelse. Hele 52 procent af danskerne har nemlig også oplevet at have sværere ved at stå op om morgenen. Og hver tredje dansker har allerede taget konsekvensen af det danske vintervejr. Enten har de været på en rejse til varmere himmelstrøg, eller også har de planer om at gøre det. Og det er måske ikke så galt igen, hvis formålet er at styrke krop og sind:
"Det gode ved en ferie sydpå er, at din tid i solen har en langt større effekt på dit humør, fordi solenergien er mere koncentreret end herhjemme. Derudover er ferien en god mulighed for at få indhentet nogle af de ting, som man ikke har haft overskud til hjemme i Danmark," siger Jan Vendelbo og forsætter:
"Ifølge vores undersøgelse er nærvær og det at få overskud nøgleord for de danskere, der rejser af sted i vintermånederne. For mere end hver tredje dansker handler det nemlig om at komme væk fra hverdagens travlhed eller få kvalitetstid med venner og familie. Og for hver tredje dansker handler det ganske enkelt om at få mere energi."
Om undersøgelsen: Undersøgelsen er blevet til på baggrund af et spørgeskema, som er blevet sendt ud som en e-survey i perioden 15.-19. december 2015. Der er indsamlet svar fra 1.003 danskere, som er udvalgt repræsentativt i forhold til køn, alder, uddannelse og region. Efterfølgende er de sidste skævheder vægtet på plads på baggrund af køn og alder.