Selv om det er Bordeaux og Bourgogne, alle kan nikke genkendende til som de store franske vinområder, er det dog det sydlige Frankrig med Languedoc og Rousillon i spidsen, der producerer langt hovedparten af franskmændenes nationaldrik. Her er måske ikke fornemme chateauer og hæderkronede vine, men til gengæld er stort set al landbrugsjord beplantet med vinstokke, og naturen i og omkring Languedoc er så meget mere fascinerende end førnævnte nordlige og forholdsvis flade vinområder.
Languedoc bugter sig fra midten af Pyrenæerne og helt ned til Middelhavet. Mange vil – med rette – påstå, at her finder man noget af det mest autentiske Frankrig milevidt – både i afstand og temperament – fra den sydfranske guldkyst østpå med dens mega-lystyachter, palmetræer og nyrige russere. Languedoc byder derimod på snævre landsbygader med kampestenshuse og små vinslotte, hvor ejeren som regel altid er klar til stolt at vise sin vinproduktion frem, byde på et glas og sælge et par kasser fra bagdøren til turisterne. Her er bugnende kød- og grøntsagsmarkeder, hvor de hjemmelavede spegepølser på en halv meter koster det samme som en cappuccino i St.-Tropez, og to friske og sprøde salathoveder kan købes til dagsprisen på ca. én euro.
Drypsten og riverrafting
Languedoc har en meget varieret natur. Området er kuperet og indbyder til mange spændende udflugter for ethvert temperament. Foruden de mange og til tider udfordrende vandreruter er et besøg til en af områdets tal-rige drypstenshuler et must og en oplevelse for hele familien.
Skal osten, pølsen og den gode frokostvin fordøjes på en hurtigere måde, anbefales familie-riverrafting i Anders Fogh Rasmussens egen ferieby Roquebrune.
Her bliver man kort instrueret i kajakroningens ædle kunst, inden man får proppet en hjelm på hovedet og bliver kørt i minibus op langs floden. Man kan vælge en kort, mellem eller tre timer lang kanotur på den brusende flod. Og selv om det går rigtig stærkt indimellem, er det ganske ufarligt. Man kan højst blive drivvåd, hvis båden kæntrer. Redningsvest, styrthjelm og en meget lavvandet flod gør det hele mere festligt end farligt.
Lej et hus
Små hyggelige hoteller, vandrehjem eller campingpladser er strøet ud over området med gavmild hånd, men et godt alternativ er et lejet hus, hvor man kan bo mere privat og komme endnu tættere på den tilbagelænede sydfranske levevis. Mange bureauer har specialiseret sig i udlejningshuse, der ganske vist sjældent kan prale med en swimmingpool i haven. Til gengæld er prisen yderst overkommelig (2500-4000 kroner om ugen i højsæson), og i det steghede Languedoc har enhver lille by med respekt for sig selv et stort offentligt friluftsbad med lange åbningstider.
Vil man bytte klorvandet ud med saltvand, ligger strandbyerne Sète, Béziers og Agde lige ud til Middelhavet. Her savner man dog den autentiske franske charme fra vinlandet, som desværre er erstattet af overfyldte campingpladser, vandlande, souvenirbutikker samt halvdårlige og dyre restauranter.
NYTTIGE TIPS
Det kostede det
Byhuset her kostede kun 3500 kr. for en uge.
Det er fra 1700-tallet, men moderne indrettet med to badeværelser, nyt køkken og indbygget charme