Kategorier: Parforhold  -  Intimitet

Han har ikke lyst

Han har ikke lyst 

Fra brevkassen: Han siger, at han elsker hende, men han har altid en undskyldning for ikke at have sex med hende ...

________________________________________

 

Hej brevkasse.
Jeg er en kvinde på 36, som lever sammen med min kæreste og vores fælles søn på 1½ år. Vi har store problemer i vores sexliv - det er nærmest ikke eksisterende. Nu skulle man tro, det var fordi vi har et lille barn i huset. Men det har varet længere end det. Min kæreste og jeg har kendt hinanden i 3½ år - og der har været problemer i ca. 2½ år. I begyndelsen sagde han, at han ind imellem kunne føle "præstationsangst". Senere kom forklaringer som "stress", "travlhed", "Du er altså heller ikke særlig smart i tøjet skat - og har også taget lidt på" (Den gjorde i øvrigt hamrende ondt at modtage!), "sorg over dødsfald i familien", "flytning", "jeg tænder ikke rigtig på dig, når du er gravid" (Igen - Av for fanden!), "en lille baby, der ikke vil sove"..... og alle forklaringerne er jo til at forstå - men når de nu bliver ved med at dukke op i én lind strøm, tænker jeg, at det i virkeligheden handler om noget andet - noget der stikker dybere.
Han siger, han elsker mig - og jeg tror på ham. Vi er nu nået dertil at der stort set ikke er noget fysisk berøring mellem os. Vi holder "kæreste aften" en gang om ugen, hvor vi skal bruge tid sammen - men det bliver som regel bare til god mad og en film i sofaen. Vi har talt om den manglende intimitet, og aftaler f.eks. at give hinanden massage uden at skulle have sex - et par gange om ugen. At vi skal være opmærksomme på at være fysiske og røre ved hinanden - og falde i søvn sammen osv. osv. Det er mine forslag - og han siger, det er gode ideer. Han ved godt, at jeg mangler nærhed og intimitet - og siger, at det gør han også. Jeg mærker det bare før han gør, siger han. Men når det kommer til stykket, er det kun mig, der tager initiativ til at give ham massage - eller ligge i ske og falde i søvn. Han gør intet..... Han siger, jeg skal give ham tid og rum - og endelig ikke må presse ham. Det gør jeg så - men jeg er så ked af det indeni - jeg prøver at holde mig beskæftiget, så jeg ikke mærker det for meget. Men jeg føler, jeg visner indvendigt. Han kan godt mærke det på mig - ind imellem. Han spørger, hvad der er galt, og jeg svarer ærligt. Han siger så "Jamen, vi skal også blive bedre til det...." Og så fortsætter alt som det plejer. Jeg ved ikke, hvor længe, jeg kan holde til at leve i denne "ørken". Jeg krymper indeni hver gang jeg skal "tigge om" nærhed. Jeg føler mig ukvindelig og utiltrækkende. I hverdagen er vi hinandens bedste venner og gode til at samarbejde. Vi skændes stort set aldrig, men taler tingene igennem inden det når for langt ud. Men det her med sexlivet.....det er meget langt ude nu.....
Jeg synes, jeg viser forståelse og tålmodighed, at jeg siger min ærlige mening så kærligt jeg kan, at vi taler om tingene og lægger handleplaner..... men det ændrer jo ikke på noget.
Hvad skal jeg dog stille op?

Hilsen R
________________________________________

Kære R.

Tak for din mail hvor du spørger, hvad du dog skal stille op med, at din mand ikke har nogen lyst til sex. Der kan være mange grunde til hans manglende sexlyst, jeg vil forsøge at komme med nogle bud, som er relateret til de oplysninger du kommer med i din mail. Men der kan naturligvis også være helt andre grunde, som jeg ikke kan vide noget om uden at kende mere til din kæreste opvækst.
Som det første har jeg bemærket, at jeres manglende sexliv allerede startede efter et års tid efter I havde mødt hinanden. Det er vel blevet tydeliggjort efter at den første forelskelse havde lagt sig. I hvert fald tyder dine oplysninger på, at der har været nogen sexuel tiltrækning i begyndelsen af jeres forhold.
Der har alligevel hele tiden været nogle problemer bl.a. med præstationsangst og andre undskyldninger som stress, sorg m.m..
Din kæreste syntes også at være kritisk med hensyn til dit udseende, tøj, vægt, graviditet osv. Jeg ved ikke om dette er en undskyldning fra hans side, eller om han reelt lægger meget vægt på udseende og ikke kan tænde på en kvinde, hvis hun ikke har det udseende han begærer.
Der er en del der tyder på, at der mangler sexuel tiltrækning fra hans side. Han siger, at han elsker dig, og det tror du på, det må betyde at han viser på andre måder, at han elsker dig. Kærlighed kan være meget andet end sex, du skriver I er meget gode venner og samarbejder godt i hverdagen. I er også gode til at løse de problemer, der løbende opstår ved at få talt tingene godt igennem. Alt dette tyder bestemt på, at I elsker hinanden.

I mangler begge intimitet, han siger at du savner sex og intimitet før ham. Deri kan der også ligge et stort problem, hvis han føler sig presset til noget han ikke har lyst til. Han mærker din frustration hvilket kan virke meget ødelæggende på sexlysten. Han føler sikkert også dårlig samvittighed over, at du skal lide under den manglende intimitet. Alt i alt en ond cirkel.

Det er svært for dig nu, at kunne lade som om det ikke betyder noget, og give ham endnu mere tid og rum, til at få lyst. Det er bestemt heller ikke sikkert, at det vil hjælpe på jeres situation.
Du har gjort en masse for at få mere lyst og intimitet ind i forholdet. Din kæreste går kun halvhjertet med til at aftale jeres kæresteaftener, men han viser i praksis, at han ikke har lyst til den intimitet og nærhed, du har så hårdt brug for.

Jeg vil forsøge med nogle gæt på, hvad der kan være årsagerne. Det kan være at I er et rigtigt godt makkerpar til at få en dagligdag til at fungere, altså har et mere bror/søster lignende forhold til hinanden. Eller måske er du den ”voksne” i forholdet, der holder hjulene i hjemmet i gang. Så han måske oplever dig som en slags mor. Begge gæt indebærer som oftest, at manden ikke begærer den kvinde han har et sådant forhold til. Begge slags forhold har jeg mødt rigtig mange af i mit lange professionelle og private liv. Det kan være meget smertefuldt for begge parter, dog mest for kvinden. Meget ofte betyder den slags forhold, at det er meget svært at føle sig tiltrækkende som kvinde, og at man falmer indeni af mangel på at blive set og rørt ved.
Et andet gæt er, at din kæreste nok længtes efter intimitet, men af forskellige psykiske årsager ikke evner nærhed og intimitet til en kvinde. Her tænker jeg på den præstationsangst, han har omtalt i begyndelsen af forholdet. Jeg tror på, at han er i stand til at elske dig, som han også viser dig, at han gør. Men at han måske ikke kan klare det pres, der ligger på ham om at kunne vise intimitet og nærhed. Det sidstnævnte problem, er meget hyppigt forekommende især hos mænd.

Mit råd til dig er: at du må stille krav til din kæreste om at få klarhed over, hvad den manglende lyst og evnen til nærhed og intimitet skyldes. Er det forstyrrelser i hans personlighed, eller er det karakteren af jeres forhold, der er grunden. I sidste ende kunne det også være, at I ikke har den rette ”kemi” sammen.
Hvis du skal blive i dit forhold til din nuværende kæreste, er du nødt til at vide hvad du er oppe imod. Alt det du har forsøgt indtil nu har ikke hjulpet. Jeg tror ikke du kan leve videre i forholdet som det er nu. Men måske hvis du får at vide, at han reelt ikke evner at give dig det, du har brug for. Du kan så overveje om du holder så meget af ham, at du vil forsøge at leve uden den intimitet du savner fra ham.
Jeg ønsker dig styrke og mod til at få sandheden op i lyset, så du har noget reelt at forholde dig til.


Parforhold
Parterapeuten: Det er ikke din partners opgave at fylde dig med kærlighed 

Vi danskere er alt for gode til at skubbe ansvaret for vores egen glæde og lykke over på vores partner, og det gør os ulykkelige, mener parterapeut Christiane Meulengracht, forfatter til bogen 'Kærlighed med vilje'.
”Det er et meget almindeligt træk, at vi danskere går rundt med den opfattelse,…

Læs mere
Parforhold
Parterapeut: Derfor lyver vi om vores ulykkelige parforhold 

Der er så meget prestige i at have styr på parforholdet, at vi danskere er verdensmestre i at bilde os selv og andre ind, at alt er i den skønneste orden, selvom der i virkeligheden er knas i kærligheden, mener parterapeut og sexolog Christiane Meulengracht.

Læs mere
Parforhold
Hun flirter mens ægteskab vakler 

Efter længere tids flirten med en kollega, er hun i tvivl om hun skal forfølge sin drøm og se om det kan udvikle sig til mere - eller om hun skal koncentrere sig om sit vaklende ægteskab.

Læs mere
Parforhold
Orker ikke at være den sure stedmor 

Hun havde ellers svoret, at hun aldrig skulle have en mand med børn fra tidligere ægteskab, alligevel bor hun på fjerde år sammen med mand med børn og 5-9-ordning. Det fungerer ikke for hende. Hun er træt af at være den sure stedmor, og træt af at skulle tilsidesætte sine egne behov for deres.

Læs mere
Parforhold
Hendes selvværd afhænger af mænds bekræftelse 

Hun er ved at være godt træt af at hendes selvværd skal afhænge af, hvorvidt mænd finder hende sød, sjov og attraktiv. Samtidig overvejer hun at sætte en stopper for et forhold, hun gennem et år har haft til en gift mand, og spørger nu KvindeGuidens parterapeut, hvordan hun kommer videre.

Læs mere
Parforhold
Hendes kæreste har datingprofiler 

Hun mistænker sin kæreste for at have datingprofiler og for at lyve om dem. Nu er hun opsat på at bevise, at han lyver.

Læs mere
Parforhold
Mænd har de bedste intentioner 

Hvordan kan det være, at de gode intentioner din mand har, om at gøre noget særligt for dig, oftest havner i glemmebogen? Det mener chokoladeproducenten Anthon Berg, at der er en videnskabelig forklaring på.

Læs mere
Parforhold
Min mand vil have at vi har mere alenetid 

Hun er i tvivl om, hvordan hun skal tolke de udbrud af vrede og irritation, der kommer fra hendes nye mand. Han giver udtryk for, at være glad for hendes børn, men han insisterer samtidig på, at han vil have mere alenetid med hende. Han synes hendes ældste søn burde være mere hos sin far, men hun…

Læs mere
Parforhold
Ensomhed i ægteskab 

Efter nogle års samliv er hendes mand begyndt at ændre adfærd. Han er kold, afvisende, opfarende og kun optaget af sig selv. Hun føler sig udnyttet og så ensom i sit ægteskab, at hun overvejer at forlade ham. Læs parterapeut Peter Kongshaugs svar.

Læs mere
Parforhold
Gratis hjælp til nyskilte  

Nu lanceres portalen 'Samarbejde efter Skilsmisse' - en elektronisk værktøjskasse, en app og et online kursusprogram, der giver konkret viden og praktiske øvelser, der kan hjælpe den nyskilte selv og fremme samarbejdet med ex-partneren.

Læs mere
PinterestFacebookTwitterRSSInstagram
Nyhedsbrev
Tilmelding til KvindeGuidens nyhedsbrev
Nye Bøger
Shopping
^