Kaffe virker opkvikkende, men effekten er kun et lån
Hver dag drikker kaffeelskere verden over tilsammen omkring to milliarder kopper kaffe, og det gør kaffen til den mest populære drik i verdenen. Når der sættes så stor pris på kaffe, så er det ikke kun smagen, men i høj grad drikkens opkvikkende effekt, der gør den så populær.
Den positive effekt skyldes indholdet af koffein, som skærper koncentration og hukommelse i timerne efter indtagelse. Effekten er imidlertid kun et lån, og når den aftager, så oplever de fleste, at den erstattes med øget træthed og behov for ekstra hvile. Forsøger man at overvinde trætheden med mere koffein, så vil den ofte ingen effekt have eller i værste fald resultere i kropsligt ubehag.
Effekten af koffein kan variere, og fx afhænge af, hvornår på dagen kaffen drikkes. Koffein er heller ikke et vidundermiddel for alle. Mange mennesker er særlige sensitive overfor stoffet, og kan opleve uro i kroppen, hurtigere hjerterytme, kvalme eller diare, efter et par kopper kaffe.
Kan kaffe nedsætte risikoen for sygdom?
Kaffens effekt på kroppen er nøje undersøgt gennem utallige videnskabelige studier. Her peges der blandt andet på, at et moderat forbrug af 3-4 kopper kaffe pr. dag kan:
- mindske risikoen for kræft i lever, mundhule, svælg, livmoder samt tyk- og endetarm.
- mindske risikoen for type 2-diabetes
- mindske risikoen for Parkinsons sygdom
- mindske risikoen for iskæmisk hjertesygdom (forkalkning ved hjertet) og hjertesvigt
- mindske risikoen for blodprop eller blødning i hjernen
Derudover viser studier også at kaffe ikke øger risikoen for hverken forhøjet blodtryk eller hjerteflimmer
Kan kaffe modvirke depression?
Forskere peger på en sammenhæng mellem kaffedrikning og udvikling af depression. Således viste et studie af mere end 50.000 kvinders kaffevaner, at kvinder der drikker fire kopper kaffe om dagen, er 20 procent mindre tilbøjelige til at udvikle depression end kvinder der sjældent drikker kaffe.
Det er endnu ikke klarlagt præcist, hvad det er i kaffe som gør at indtag af kaffe skulle have en forebyggende effekt. Forskernes umiddelbare forklaring er, at det skyldes koffeinen, da tidligere undersøgelser har vist, at koffein kan forstærke følelsen af at være veltilpas og sætter gang i kemiske processer i hjernen, som påvirker energiniveauet.
Er kaffe slankende?
Kaffe har ry for at være appetitdæmpende, og er derfor en populær drik blandt folk, der ønsker at gå ned i vægt. Desværre er virkeligheden en lidt anden. Koffein får nemlig blodsukkerniveauet til at svinge voldsomt, og når blodsukkeret falder, udløses trangen til sukker og fedt. Det kan i sidste ende betyde, at kaffen får den modsatte effekt, og i stedet bidrager til vægtøgning og usunde snacks.
Idéen om at kaffe er slankende skyldes måske især, at koffeins vanddrivende og afførende virkning kan give indtryk af vægttab, men selv den effekt aftager, hvis man drikker kaffe dagligt.
Kaffe, afhængighed og abstinenser
Koffein er afhængighedsskabende og de fleste oplever at der, allerede efter få dages brug, skal større mængde koffein til for at opnå samme effekt, som man havde i starten.
Afhængigheden betyder også, at kaffedrikkere kan opleve abstinenser, hvis de stopper med at drikke kaffe. Hovedpine, irritabilitet, uro og manglende energi er almindelige abstinenserne, som dog forsvinder i løbet af en uges tid.
Kilder:
Kræftens Bekæmpelse. Er kaffe godt for helbredet? Oktober 2023
Harvard School of Public Health. Drinking coffee may decrease depression risk in women. 2011
Videnscenter for Demens. Kaffe knyttet til nedsat risiko for demens. Juli 2023
Sundhed.dk Kaffe, sundhed og sygdom. Juni 2023
University of Bristol. High blood caffeine level might curb amount of body fat and type 2 diabetes risk. Marts 2023