Kategori: Opskrifter & råvarer
Katrine Klinkens opskrift på tagine med kalv, svesker og ristede mandler
Tagine * med kalv, svesker og ristede mandler
Ca. 10 personer
Ingredienser:
· 1 hvidløg
· 6 store løg
· 2½-3 kg kalveculotte eller kalvetykkam (ca. 3 x 3 cm)
· 1 dl olivenolie
· 2 tsk stødt kardemomme
· 3 tsk stødt kanel
· ca. ½ l vand
· ca. 3 g hel safran
· 2 tsk groft salt
· 1 flaske tør hvidvin
· 500 g svesker med sten
· 4 citroner
· friskkværnet peber
Drys:
· 200 g ristede, smuttede mandler og frisk koriander
Tilbehør:
· couscous eller brød
Sådan gør du:
· Pil hvidløgsfed og pil og skær løgene i både. Skær kødet ud i stykker på 3 x 3 cm. Steg kød, løgbåde og hvidløgsfed i olivenolie i en tagine* eller tykbundet gryde, til det er småstegt. Krydr med salt, kardemomme og kanel. Rør godt rundt.
· Tilsæt vand og lad retten småsimre i 20-30 minutter. Den kan også hældes i en bradepande eller et ovnfast fad og tilberedes i ovnen ved 175 grader.
· Mal safranen og salt til pulver i en morter. Lad safranen trække i hvidvin i 10-15 minutter. Tilsæt blandingen til retten sammen med svesker og lad den simre videre i ca. 30 minutter. Smag, om kødet er mørt og juster med salt og krydr med peber.
· Pres citronsaft hen over retten og drys med ristede mandler og frisk koriander.
· Server sammen med couscous.
* Tagine
Tagine er navnet på det lerfad, som retten tilberedes i. Fadet, som er fra det nordafrikanske køkken, har et kegleformet låg og 'skorsten'. Lerfadet kan sættes direkte på gasblus eller sættes i ovnen, hvis retten skal simre længe. Lågets 'skorsten' gør, at der sker en vis fordampning under tilberedning. Fordelen ved en tagine er, at maden koges/dampes længe, hvilket gør det færdige resultat særlig smagfuldt.
"Der kan bruges utrolig mange typer ingredienser, som blot blandes i taginen – evt. efter at de har været marineret natten over – og så mumser det hele skønt sammen til en højere enhed" forklarer Katrine Klinken. "Retterne kan fx være langtidssimrede krydrede og smagfulde stuvninger af kød, fisk eller grøntsager og søde frugter"
Som alternativ kan man godt lave retten til mange i en stor bradepande i ovnen eller i en stor gryde.
Vintermad - Gode retter til hverdag og gæster
Selleribøf med ost, oliven og perlespeltsalat, Gugotto med rodfrugter, Tortilla med jalapenos og chilikrydret hvidløgsmayonnaise, Caldo Verde grønkålssuppe med kartoffel og chorizo, Fish'N'Chips, Fiskegratin, Brændende Kærlighed med kartoffel-sellerimos og røget laks .....
Med Katrine Klinkens ny, lækre kogebog 'Vintermad' får du forslag til alle dagens måltider – morgenmad, frokost og aftensmad. Sidstnævnte kan både være helt enkel og hurtig, uden at det bliver kedeligt, og den kan tage lidt længere tid på komfuret på de dage, hvor der er bedre tid.
Det er opskrifter på gode måltider i hverdagen, men her er også opskrifter på hyggelig og lækker mad til fester og årstidens højtider, jul og nytår. En bog fuld Katrine Klinkens allerbedste opskrifter på mad til vintersæsonen – mad, hun selv kan lide at tilberede, og som hun sætter stor pris på at nyde med sin familie og sine venner.
Titel: Vintermad - Gode retter til hverdag og gæster
Forfatter: Katrine Klinken
Forlag: Politikens Forlag
Bestilling:Bogen kan bestilles her >>