SHAREs efterårs- og vinterkollektion 2008 balancerer harmonisk mellem det smukke og det rå. Designet er en urban rejse i nutidens mode tilsat strejf af inspiration fra George Michaels musikalske univers med ønsket om at give dig ’Freedom’ og ’Faith’, så du kan sammensætte dit helt eget look og føle dig ’Amazing’.
Looket mikser storbylivets tendenser fra det futuristiske og arkitektoniske, over det drengede og maskuline til det feminine og diskret luksuriøse. Hele tiden balancerer designet mellem det smukke og det rå på harmonisk, ny og inspirerende måde.
Silhuetten holdes feminin med taljerede jakker og toppe samt figursyede kjoler og tunikaer, der fremhæver figuren uden at sidde stramt. Hist og her træder det maskuline islæt frem i herreinspirerede jakkesæt, veste og skjorter samt korte rå bikerjakker, mens jeans med vidde leder os tilbage til det feminine igen.
Kollektionens farvepalet leger i det vinterlige univers og finder hele tiden balancen mellem de rå strejf og de smukke toner. Sort, grå og hvid giver kant og skarphed, mens pudderfarver, sand, kaki og en dyb brun skaber en blødhed i looket. Et væld af lilla toner gør sig bemærket sammen med en chocking pink, mens klar indigo- og denimblå smukt kan blandes ind i både det feminine og det mere rå look.
Nærmeste forhandler oplyses på 96424242