Metro Fashion Week afvikles fra 29. marts til 2. april 2006 og foregår bl.a. i modebutikker og shoppingcentre over hele København.
Oplev spektakulære modeshows, kom til modefest og se forårets og sommerens trends eller gå til åben casting med Unique Models hos H&M. Københavns nye modeuge Metro Fashion Week byder på oplevelser, som ellers kun er for modebranchen.
"Vi mener, at tiden er helt rigtig for at skabe en modebegivenhed, der er åben for alle. Derfor foregår Metro Fashion Week også der, hvor folk kommer, når de shopper. Det vil sige i modebutikker og i byens førende shoppingcentre. Her kan man opleve modeshows, blive stylet, se og ikke mindst købe forårets og sommerens modetøj," siger Martin Bender, eventchef i Wonderful Copenhagen.
København er Nordens modeby nummer 1. Byen er vært for en af verdens største modefagmesser og danske designere og tøjmærker er internationalt anerkendt. Desuden har mængden og kvaliteten af byens modebutikker nået et niveau, som er i absolut særklasse i Norden.
"Målet er at fremhæve og udbygge Københavns position som Nordens hovedstad for shopping og mode. Metro Fasion Week skal være en årlig tilbagevendende begivenhed, der på sigt ikke alene skal trække nordiske turister til sig men også have international appel," siger Martin Bender.
Metro Fashion Week er arrangeret af Wonderful Copenhagen i samarbejde med H&M, Magasin, Frederiksberg Centret, Field’s, og KCC.