Slanke silhuetter kombineres med sofistikeret rytterstil og etniske print i InWears kollektion for efteråret. Her møder klassisk stil urban modernisme i et look, der passer til den moderne boheme. Linjerne er skarpe og de stramme bukser og ærmeløse blazere er inspirerede af traditionelle rideuniformer mens en draperet fåreskindsjakke tilfører denne sæsons elegance en diskret luksuriøs fornemmelse.
De dobbeltradede blazere i marineblå og kamel har et udtryk af seriøsitet og elegance, men sætter man dem sammen med boyfriend jeans, en stribet herreskjorte og høje hæle får man et anderledes og mere urbant og moderne look, som passer perfekt til hende, der ønsker en stilfuld garderobe, der fremhæver hendes sprudlende personlighed.
Denne sæson sætter InWear tidløs stil ind i en ny kontekst. En biker-jakke kombineres med en klassisk bouclé bluse og tilfører den klassiske garderobe et moderne twist. En slå-om-kjole tilfører hverdagslooket en afslappet elegance, og en kamelfarvet merinokjole i kabelstrik er smuk og delikat sammen med en kaffefarvet 70’er-inspireret læderjakke. Hold også øje med en futuristisk læderjakke i farverne grå, brun og sort, der nemt og ubesværet opdaterer garderoben.
T-shirts er dekorerede med kobberpailletter mens print er inspirerede af traditionelt, etnisk håndværk. Dekonstruerede fjer i lilla, pink og orange pryder florlette silketoppe og -kjoler, og kollektionens farvepalet spænder fra dæmpede farver som brun, karamel, kaki og marineblå til klar orange, himmelblå og lilla.