December er rekordmåned for brande
Julen er lysets fest, men desværre er julemåneden samtidig den tid på året, hvor der sker flest brande ude i de danske hjem. I år vil julemåneden give omkring 3000 brande, vurderer Forsikringsoplysningen baseret på brandstatistik fra de foregående år.
"Der kan ikke advares nok om den forøgede brandrisiko i julemåneden, og langt de fleste brande kan undgås, hvis alle tænker sig bedre om," siger konsulent Allan Bo Christensen, Forsikringsoplysningen.
Ugen lige efter juleaften vil traditionen tro blive den værste med omkring 1.300 julebrande, hvor en normal vinteruge kun giver omkring 300 brande i private hjem.
"Juleaften og i dagene lige efter juleaften er der særlig stor risiko for brande. De mange adventskranse og juledekorationer står og blive tørre i løbet af december, og derfor skal der ofte kun en lille gnist til at begynde en brand," siger Allan Bo Christensen.
Gode råd til at undgå julebrande
● Forlad aldrig et lokale med tændte stearinlys - sov heller ikke fra dem.
● Lad aldrig dyr og børn være alene i rum med tændte stearinlys.
● Brug så vidt muligt altid selvslukkende lys.
● Hav altid en fyldt vandkande i nærheden.
● Placér ikke lys i nærheden af brandbart materiale som for eksempel gardiner.
● Sæt aldrig lys oven på fjernsynet.
● Brug røgalarmer. Det kan redde menneskeliv og måske også forhindre en mindre brand i at blive en storbrand.
● Opstår der alligevel brand, som man ikke selv kan slukke, gælder det om at få alle ud og tilkalde brandvæsenet på telefon 112.
Kilde: Erhvervsorganisationen Forsikring & Pension