Sådan gør du:
- Dæk en blød træfiberplade (af opslagstavle-typen) på ca. 130 cm x 80 cm med en tapetrest. Brug tapetklister hvis ikke tapetresten er af den slags, der allerede er præpareret med klister – i så fald skal du bare følge anvisningerne. Husk at lave et godt ombuk og vær ekstra omhyggelig omkring hjørnerne. Lad det hele tørre godt igennem.
Alternativt kan pladen naturligvis males.
- Selve juletræet er lavet ved at lime juletræspynt på det helt tørre tapet med en limpistol. Start med at ’skitsere’ omridset – placer 3 solide tegnestifter så de danner træets trekantede form. Forbind eventuelt de tre stifter med en snor eller lyskæde med ganske små lys.
- Nu skal træet dekoreres og så er der frit slag for kreativiteten. Du kan arbejde meget disciplineret med nogle få farver, pynte træet med flag-guirlander og rød/hvide hjerter eller med fint nostalgisk glaspynt.
Tip: Hvis du gerne vil genanvende nogle af de fine, skøre kugler, så kan du jo hænge dem løst på collagen med en tegnestift. Så kan de afmonteres igen efter jul.