Næbkupering, plads og adgang til badevand og udendørs arealer
Dyrevelfærden hos ænder afhænger blandt andet af forskelle mellem racerne, brugen af næbkupering, adgang til badevand og en stribe andre parametre, fortæller Pernille Fraas Johnsen fra Dyrenes Beskyttelse.
"Alt for store flokke kan stresse ænderne i sådan en grad, at de bliver aggressive og begynder at bide og skade hinanden. Især berberianden er fra naturen meget aggressiv over for artsfæller. Pekinganden er derimod mindre aggressiv og derfor mere egnet til at gå i store flokke. Man bør derfor som forbruger først og fremmest gå efter dén og ikke købe berberianden," opfordrer hun.
Hvad er næbkupering?
Næbkupering eller trimning, hvor man fjerner det yderste af næbbet, bruges især blandt de mere aggressive racer som berberi, da ænderne ellers hakker på hinanden. Det fremgår typisk ikke af emballagen, hvorvidt næbkupering er anvendt, ligesom det typisk heller ikke vil fremgå, om der er adgang til badevand.
Som forbruger kan man vælge en økologisk and, da økologiske ænder ikke næbkuperes, og de har adgang til badevand.
Køb dansk
Derudover foreslår Pernille Fraas Johnsen, at man går efter danske ænder, og allerhelst en frilandsand, der har mærket 'Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse'.
”Køber du en dansk and, får du en pekingand fra en produktion med en lavere belægningsgrad, så ænderne har bedre plads, og frilandsanden lever desuden på friland en stor del af livet. Der er også typisk kortere afstand til slagteriet, så ænderne ikke skal transporteres så langt til slagtning,” siger hun.