I nu to år har forbrugerbevægelsen "Stop Spild Af Mad" arbejdet på at nedbringe og sætte fokus på danskernes madspild og har givet befolkningen værktøjer til at komme madspild til livs. Baggrunden er tal fra Landbrug & Fødevarer, som anslår det hjemlige madspild til 680.000 tons om året – eller 15-20% af al den mad, vi køber.
Forbrugerbevægelsen har samtidig formået at få sat madspild på den politiske dagsorden. Således støtter i dag en lang række danske toppolitikere og opinionsdannere "Stop Spild Af Mad" som forbrugerbevægelsens officielle venner - bl.a. Ida Auken, Charlotte Dyremose, Henrik Høegh, Bertel Haarder, Naser Khader, Tina Nedergaard, Poul Nyrup Rasmussen, Villy Søvndal, Gitte Seeberg og madpersonligheder som Thomas Rode Andersen, Paul Cunningham, Jan Hurtigkarl og James og Adam Price. Hertil kommer en hastigt voksende folkelig opbakning til "Stop Spild Af Mad", som har resulteret i over 6.000 medlemmer.
"Den massive interesse og støtte, vi oplever, vidner om, at danskerne ikke længere vil finde sig i madspild. Smid-væk-kulturen bliver nu erstattet af en respektfuld omgang med klodens knappe ressourcer," siger Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen "Stop Spild Af Mad".
Blandt øvrige opnåede resultater kan nævnes: en øget debat om madspild i medierne og mere fokus på madspild hos detailhandelen.
I år har forbrugerbevægelsen deltaget i Miljøstyrelsens affaldsforebyggelses kampagne "Brug mere – spild mindre" og rådgivet Miljøstyrelsen om mindre madspild og deltager ligeledes i Miljøministeriets landsdækkende indsats til efteråret´.
"Men sådan en landsdækkende kampagne mod madspild løser ikke problemerne, medmindre at alle – både politikere, beslutningstagere, opinionsdannere og befolkningen – aktivt bidrager til at mindske madspild. At komme madspild til livs kræver en mentalitetsændring hos os alle hver især. Om man gør det for pengepungens skyld, for miljøets skyld eller af etiske årsager er sådan set underordnet. Bare man gør noget aktivt. I "Stop Spild Af Mad" agter vi at fastholde interessen for sagen og søsætte nye initiativer," afslutter Selina Juul.
Læs også ...
•
Kategori: Forbrugernyt
