Har ungerne uden at ane uråd bestilt dyre spil via mobiltelefonen, så bør I klage i stedet for blot at punge ud. For selvom regningen er dumpet ind af brevsprækken, kan I meget vel have ret til at fortryde og dermed slippe for at betale.
- Når man bestiller noget via sin mobiltelefon, så er der tale om fjernsalg, og så har man 14 dages fortrydelsesret, medmindre man aktivt har givet afkald på den, siger jurist i Forbrugerstyrelsen Tina Morell Nielsen.
Fortrydelsesretten kan i særlige tilfælde være udvidet til hele tre måneder. For eksempel hvis barnet ved hjælp af få tryk på mobiltelefonens taster har modtaget underholdende beskeder uden at være klar over, hvad de koster.
- Hvis man ikke inden købet er blevet gjort opmærksom på prisen for spillet eller ringetonen og på, at man har fortrydelsesret, så kan der i mange tilfælde være tre måneders fortrydelsesret, siger Tina Morell Nielsen.
DR’s forbrugerprogram Kontant fortalte tirsdag om 8-årige Nicklas Jensen, der havde bestilt spil via sin mobiltelefon uden at have forstået, at det koster penge. Hans mor opdagede tilfældigt, at han på få uger havde oparbejdet en telefonregning på 1800 kroner.
Tina Morell Nielsen opfordrer forældre, der ligesom Nicklas Jensens mor bliver overrasket over regningens størrelse, til straks at henvende sig til både teleselskabet og til den udbyder, som har sendt børnene de dyre spil.
- Som forældre kan det være svært at vide, hvem der har leveret spillet. Så snart du modtager telefonregningen, så fortæl teleselskabet, at du fortryder. Samtidig skal du bede om at få oplyst, hvem der har solgt spillet eller ringetonen til dit barn og klag så også til dem, siger Tina Morell Nielsen.
Kan I ikke blive enige, så kan medarbejderne i Teleankenævnet og i Forbrugerstyrelsens hotline give gode råd:
Teleankenævnet har telefontid hverdage kl. 9-12 på tlf: 33 18 69 00
Forbrugerstyrelsens hotline er åben hverdage kl. 9-12 og torsdage desuden kl. 15-19, tlf.: 70 13 13 30
Går situationen helt i hårdknude, er der to klageinstanser:
Hvis udbyderen ikke overholder fortrydelsesretten, eller undlader at oplyse om priser og fortrydelse, så kan det være en sag for Forbrugerklagenævnet.
Hvis I på regningen er blevet faktureret for noget, som aldrig er dukket op, så er det en sag af en type, som Teleankenævnet tager sig af.
Kategori: Forbrugernyt
