__________________________________________________________
Hej brevkasse
Jeg har i mange år lidt af alvorlig dødsangst pga. en nærdødsoplevelse. Jeg vågner om natten uden forudgående varsel og er overbevist om, at mit hjerte sætter ud. Det sker ikke så ofte mere, måske 10 gange om året.
I går skete det. Jeg vågnede flere gange, råbte, gispede efter vejret og troede at jeg skulle dø. Det var meget voldsomt og jeg råbte til min kæreste, at hun skulle ringe efter en ambulance. Det var mørkt og jeg kunne ikke finde min egen telefon. Men jeg fik ingen respons fra hende andet end irritation. Hun lå ubevægelig, søvndrukken og irriteret - og jeg følte et enormt svigt. Jeg forstår godt at hun var dødtræt, men jeg forstår stadigvæk ikke den manglende respons.
Hun sagde dagen efter at hun ikke er sygeplejerske (med henvisning til det "normale" i at hun ikke reagerede). Jeg føler at denne ekstreme mangel på respons, når man er på randen af rædsel, er dybt grotesk. Selvfølgelig er det ikke kærestens opgave at være terapeut, men i en akut situation af ekstremt voldsom dødsangst, forekommer fravær af den mest fundamentale almenmenneskelige omsorg mig at være uhyggelig. Har du hørt om lignende situationer og er det sædvanligt at kæresten ikke reagerer pga. træthed?
Er det typisk for mennesker med bestemte personlighedsforstyrrelser? Og i så fald hvilke?
Mvh. D
__________________________________________________________
Kære D
Det har virkelig været en meget slem oplevelse, du har haft under dit anfald af en voldsom panikagtig angst.
Jeg kan forstå, at du har haft lignende anfald før, men at det denne gang var usædvanligt slemt. Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at du i denne smertefulde situation har et stort behov for forståelse, omsorg og støtte til at falde til ro igen. Og selvfølgelig særligt efter en, så vidt jeg kan se ud af det du skriver, en voldsom dødsangst.
Naturligvis vil det føles som et svigt når ens nærmeste, altså din kæreste, nægter at hjælpe dig i en sådan situation. Du skriver ikke om jeres forhold i øvrigt er godt og om din kæreste i andre situationer er kærlig, hjælpsom og forstående overfor dig.
Du har et problem med hensyn til din panik/dødsangst. Har I tidligere fået talt om hendes rolle i den forbindelse? Forstår hun hvad du er ude i, eller tror hun måske du overdriver og bare søger opmærksomhed?
Det er vigtigt for jer begge, at få talt om hvad du forventer i en sådan situation og hvad hun er i stand til at give dig når lignende situationer opstår. Har du været i en form for behandling, hvor du har lært at håndtere din angst, og er din kæreste indviet i hvad din "sygdom" indebærer?
Måske skulle I sammen søge oplysninger på nettet og i litteratur om den form for angst, du lider af. Din kærestes afvisning af dig hvor du er på randen af rædsel kan måske skyldes, at hun ikke forstår hvad der sker. Din kæreste tror måske, du bare kan stoppe din angst hvis du vil. Det kan også være at hun syntes det er så frastødende og fremmed for hende, når hendes kæreste er helt fra koncepterne. Måske er hun så frastødt af den adfærd du udviser, at hun slet ikke kan forholde sig til at det er dig, som er hendes kæreste. Det kan være på den baggrund hun flygter og helt afviser at hjælpe dig, og istedet undskylder sig med, at hun er træt og vil sove.
Du skriver at du ikke kan forstå, at hun kan være så kold overfor dig, når du virkelig har brug for hendes hjælp. Derfor er det meget vigtigt, at I får talt om hvorvidt hun kan rumme din angst, fordi angsten er en del af dig, som af og til viser sig som en meget skræmmende del. Dine angstanfald er en side af dig som kræver stor kærlighed og forståelse, hvis det ikke skal påvirke hendes billede af dig, som den mand hun måske ellers ser op til og respekterer i andre situationer.
Jeg syntes ikke umiddelbart jeg vil forsøge hæfte nogle personlighedsforstyrrelser på din kærestes karakter, der kan som nævnt være mange grunde til at være ude af stand til at hjælpe selv sin nærmeste i nød.
Den situation du beskriver, kan være meget grænseoverskridende og angstprovokerende for partneren.
Derfor er mit råd at få afklaret hvad det gør ved hende, når du får dine anfald. Ligeledes må I få afklaret om I kan fortsætte sammen, hvis hun ikke kan stå ved din side og hjælpe dig, når du har allermest brug for det. Prøv at finde et tidspunkt til at få talt sammen, hvor der er ikke lige har været en aktuel situation med panikangst. Find ud af om I kan lære at leve med det, I nu evner at give hinanden. Ligeledes må du afklare med dig selv om du kan leve med, hvis din kæreste ikke evner at støtte dig, eller vil hjælpe dig i dine værste øjeblikke.
Jeg tror ikke det vil løse noget for dig at vide om dette er normalt, eller om der er noget i vejen med din kærestes karakter. Det vigtigste for jer er, at få afklaret om I kan have et godt og tilfredsstillende liv sammen på trods af dit problem. Samtidig syntes jeg ,at I skal søge noget professionel hjælp hvis I ikke allerede har modtaget noget hjælp til at tackle situationen, når du får dine angstanfald.
Det er så vigtig, at I begge ved hvad I i situationen kan gøre og hvad I kan forvente af hinanden. Jeg forstår selvfølgelig godt, at du er skuffet over at blive afvist, men det vil være meget lettere at leve med evt. fremtidige afvisninger, hvis I får afklaret hvor I står i forhold til hinanden generelt og specifikt m.h.t. din angst.
Så mit råd er, at I, i stedet for at sætte mærkater på hinandens mangler, søger handling og afklaring, og får talt sammen, uden forudindtagelser og bebrejdelser.
Held og lykke med et bedre og mere bevidst samspil fremover.
