'Yorkshires blomster er som Yorkshires kvinder. De udvikler sig i trin, og hvert trin er smukkere end det foregående. Men det sidste er det smukkeste!
Denne smukke hyldest skyldes John, som bliver opfordret af sin kone til at give et foredrag om sin blomsterhobby i Knapely Women’s Institute. Opfordringen skyldes, at det da aldrig kan blive værre end et to timers foredrag om alt, man har lyst til at vide om broccoli, eller et foredrag om tæpper (både ægte og andre). Da det bliver læst op foran forsamlingen af kvinder, har det imidlertid fået en anden klang. I mellemtiden er John død af leukæmi.
Den verdensomspændende organisation Women’s Institute har som slogan ”Oplysning, sjov og venskab”, og netop det sidste har Annie brug for, da John er død. Hendes veninde, Chris, er der altid som en trofast støtte, og de øvrige veninder fra Women’s Institute hjælper også gerne med at holde hendes humør oppe.
Men de lader det ikke blive ved det. Chris får den idé at lade overskuddet fra årets kalender fra Knapely Women’s Institute gå til kræftafdelingen på det hospital, hvor John blev behandlet. De kunne i hvert fald godt bruge en ny sofa i venteværelset. Belært af erfaringen for salget af de seneste års kalendere med lokale kirker og lignende som motiv foreslår Chris imidlertid at peppe den lidt op – med en håndfuld nøgne pinupper. Og det er veninderne selv, der skal stille op til det!
Chris er nærmest berygtet for sine skøre indfald, men lidt efter lidt erkender pigerne, at dette måske er sagen, der er værd at kæmpe for. Selv uden tøj på. Men venindernes blufærdighed (for slet ikke at tale om fotografens) er ikke den eneste forhindring. Pigernes ægtemænd skal også lige overbevises – og det gælder ikke mindre for generalforsamlingen i Women’s Institute.
Men projektet bliver gennemført, tøjet kommer af, billederne kommer i kameraet, og trykpressen kører. Så mangler Chris og Annie bare at få gjort pressen opmærksom på projektet, så de kan få solgt nogle kalendere…
De skulle bare vide, at de få dage senere ikke er blot på forsiden af de engelske aviser, men også er blevet berømte i det meste af verden. Snart lokker berømmelsen med optræden i talkshows i USA og andre utrolige oplevelser. Men så er spørgsmålet, om det overhovedet var det, de ville – og om venskabet mellem den flyvske Chris og den stille Annie kan holde til det.

VIRKELIGHEDENS TAPRE KVINDER

”Calendar Girls” er baseret på den sande historie om Angela Baker, hvis mand døde af kræft, Tricia Stewart og deres veninder fra Rylstone and District Women’s Institute, som i slutningen af 1999 optrådte nøgne i deres 2000-kalender. De havde nok forventet af deres optræden, som Vorherre havde skabt dem, ville få en og anden til at spærre øjnene op, men de var slet ikke forberedt på, at de ville blive et verdensomspændende fænomen. Som i filmen var formålet at rejse penge til det lokale hospital, som havde behandlet Angelas mand for kræft, og det var Tricia, der fik ideen om, at de skulle optræde i typiske husmoderroller… men uden tøj.
Fra de lokale til de landsdækkende medier bredte historien sig som en løbeild, og kort efter som en præriebrand, for de kom på forsiden af New York Times og optrådte på de største talkshows i USA. Succesen var så stor, at kalenderen ved en opgørelse først i 2003 var solgt i et oplag på over 300.000 eksemplarer, som havde indbragt 600.000 £ til støtte for leukæmi-behandling og forskning. Og den havde gjort sine ’kalenderpiger’ til verdensstjerner.
Inden længe var de også på vej til at blive filmstjerner, da Harbour Films dukkede op med et godt tilbud.
- Tanken om en film var aldeles nervepirrende, husker Angela Baker. – Jeg syntes, det ville være hårdt for min familie og mig at se vores historie blive fortalt på det hvide lærred