Råsyltede sprøde grøntsager
Blandt grøntsager, der egner sig til råsyltning er fx gulerødder, rødløg, fennikel, radisser, kålstok, enten i hver sin syltning eller sammen. Ved at råsylte grøntsagerne bevarer de deres sprødhed og bid, til gengæld er holdbarheden for råsyltede grøntsager max 1-2 uger.
"Råsyltede grøntsager smager vanvittigt godt og syltelagen kan krydres på mange måder" siger Camilla Plum, som her deler sin opskrift på råsyltede sprøde grøntsager med citron, ingefær og hvidløg.
"Dét er en god og alsidig lage, men man kan fx også tilberede en mere japanskinspireret version med en citruslage med citronduftende krydderurter som citronverbena, citrongræs, limeleaves, citrontimian, og sezhuanpeber. Prøv også en lage med anis, fennikelfrø, stjerneanis og lidt sløret lakridsrod, eller bare et klassisk syltekrydderi med gul sennep, lang peber, laurbær, dildkroner, chili og allehånde eller nelliker samt frisk rå peberrod til allersidst. Det er dejligt."
Hvis du kommer røde rødbeder eller mørke gulerødder i, så får de råsyltede grøntsager den flotteste røde farve. Man kan også tiføje lidt frisk gurkemejerod sammen med ingefær og få et knaldgult resultat.

Camillas opskrift
Her får du Camilla Plums tips til hurtig og nem råsyltning af grøntsager.
Ingredienser
- 1 kg grøntsager
- Eddikesirup:
2 citroner - saft + fintskåret skal
4 dl æbleeddike
500 g rørsukker
5 fed hvidløg i tynde skiver
2-3 tørrede chili
50 g frisk ingefær i tynde skiver
Evt. lidt frisk gurkemeje
Opskrift
- Kom alle ingredienser til siruppen i en gryde. Ingefær skal i rå til allersidst. Lad det koge til sukkeret er opløst.
- Skær grøntsagerne papirstyndt på langs. Det gøres bedst med et mandolinejern.
- Hæld lagen, mens den er varm, men ikke kogende, over grøntsagerne.
- Prop grøntsagerne ned unde lagen.
- Læg ingefær øverst, når grøntsager og lage er kølet af.
- For at opnå optimal smag og konsistens, har de råsyltede grøntsager godt af at stå natten over.