Over halvdelen af danskerne spiser vitaminer og mineraler som tilskud. Men det er ofte spild af penge at købe pillerne, vurderer fødevarepolitisk medarbejder i Forbrugerrådet, Camilla Udsen.
"Der er mange forbrugere, der bruger rigtig mange penge på det her. Men det er ikke nødvendigt at kaste penge efter vitaminpiller. Det er bedre bare at spise sundt. Det er jo ikke kun vitaminerne, som er sunde i sund mad, men også kostfibre, en lang række antioxidanter og andre vigtige stoffer," siger hun til fpn.dk - Morgenavisen Jyllands-Postens forbrugerportal.
Almindelig mad giver nok til de fleste
Langt de fleste danskere får tilstrækkeligt med vitaminer og mineraler gennem den almindelige mad. Fødevarestyrelsen følger løbende med i, hvor mange næringsstoffer der er i danskernes mad ved at udtage prøver og analysere maden. Undersøgelserne viser, at der stadig er tilstrækkeligt med næringsstoffer i maden til at dække behovet, hvis man spiser helt almindelig mad.