Er man træt af den evindelige skovtur i Dyrehaven eller i en af byens mere friserede parker, findes der et spændende og mere råt alternativ midt i Øresund.
Her ligger Flakfortet, en af de tre kunstige fæstningsøer fra tiden lige før Første Verdenskrig. Og man behøver ikke engang sin egen båd (selv om mange også benytter sig af den transportmulighed) for at kommer derud. Fra Nyhavn afgår Spar Shippings hyggelige færge Langø nemlig hver anden time fra klokken 12.00 til 16.00 hver dag ud til fortet.
Efter en smuk sejlads på ca. tre kvarter ankommer man til den 23 meter høje og 30.000 kvm. store ø, der ligger som en frodig lille oase, hvor man kan nyde sin medbragte picnickurv på havnefronten eller bestige de 50 trappetrin op på toppen. Her kan man finde sit eget lille private sted midt mellem de imponerende kanontårne og ”hemmelige” nedgange til de underjordiske bunkere – et sikkert hit for børnene. På toppen er der en imponerende udsigt til både Sverige og Danmark.
Er man ikke til medbragte klemmer og kaffe på termokanden kan man lade sig forkæle i fortets a la carte restaurant eller sågar lade dem stå for madkurven. Fortet arrangerer spøgelsesjagter, (Flakfortets eget tyske spøgelse Helmut huserer i de mørke gange), skattejagter, rundvisninger og meget mere.
Der findes minigolf, skibsproviantering og selvfølgelig iskiosk på øen.
Er nogle få timer ikke nok, kan man overnatte i enten ottemands-stuer eller dobbeltværelse.