_________________________________________
Hej brevkasse.
Jeg er en kvinde på 33, med et barn fra tidligere ægteskab. Forholdet til barnets far er godt og velfungerende, og han er en god far for sit barn.
Jeg har aldrig været en speciel familieorienteret person, men elsker mit barn og syntes vi har en god, men måske noget utraditionel hverdag sammen. Både mit barn og jeg er diagnosticeret som højtfungerende autister/asperger, hvilket på ingen måde hindrer os i at have et godt liv med venner, familie, job og fritid.
Mit problem er mænd! Jeg ender altid op med en af to typer: enten den overdrevet bløde følsomme mand, hvis tryghed og pålidelighed jeg i starten nyder - eller "den slemme dreng", hvis upålidelighed og grænseoverskridende adfærd ender med at gøre mig ulykkelig. Mit sidste forhold var med sidstnævnte type – som, oven i det hele, viste sig at være alkoholiker, ekstremt bitter og aggressiv og ude af stand til at vedstå sig sine handlinger.
Alligevel var jeg vildt forelsket i ham og begærede ham over alt på jorden, hvilket når jeg tænker efter, jo var fuldstændigt tåbeligt, da det forhindrede mig i at gøre ende på et usundt forhold. Men slut blev det heldigvis.
En 5-6 måneder efter møder jeg en mand, som jeg har det utroligt godt med. Vi svinger helt fantastisk godt i hinandens selskab og jeg føler, at jeg helt kan være mig selv og tale frit og ærligt med ham. Ud over det, har han humor, livsglæde, elsker sit job, er meget glad for mit barn og er både empatisk og intelligent. Han er samtidig køn og charmerende - en rigtig perle. Efter meget kort bekendtskab bliver jeg helt overraskende gravid (noget som ellers var næsten en umulighed ved barn nummer et) og går nærmest i baglås. Min kæreste er mere rolig, han er et par år ældre end mig, barnløs, men vil meget gerne have barnet. Og vupti, går han i gang med at ombygge sit hus, så der er plads til os alle.
Men inden i mit hoved går det helt galt. Jeg frygter at igen at være sammen med "den bløde mand" som jeg vil ende med at blive træt af. Jeg frygter at miste tiltrækningen, da vores sexliv - skønt rigtigt godt og dejligt for begge, ikke har samme passion, som jeg oplevede med "the bad boy". Jeg tager mig selv i at lede efter fejl, at blive irriteret på ham, at være intolerant og kritisk. Hvorfor kan jeg ikke bare acceptere ham som menneske? - det vel at mærke helt fantastiske menneske han er?
Når vi er sammen, føler jeg mig glad, afslappet og vi kan lave alt muligt sammen - som at være med ens bedste venner. Men samtidig frygter jeg det venskab, for så ryger kærestefølelsen vel? Mit problem er vel, at jeg aldrig har været venner med en kæreste? Jeg indrømmer blankt, jeg er lidt af en "knudemand" hvor det med følelser ikke er min stærke side, men nu er det som om jeg ikke aner hvad jeg skal stille op med denne dejlige mand som vil mig så meget, men som jeg slet ikke kan finde ud af at tage imod.
Jeg går hele tiden med en nagende tvivl om: Elsker jeg ham nok? På den rigtige måde?
Det er som om, det hele er for nemt, vi passer sammen som to brikker i et puslespil. Vi elsker de samme ting uden at være helt enige og vi har sammen drømme om fremtiden.
Mit spørgsmål er, hvordan man kan være både venner og kærester, arbejdspartnere og elskende? Hvordan giver jeg kærligheden både krop og sjæl?
_________________________________________
Kære tvivlrådige pige.
Tak for din mail, som indeholder et meget klassisk dilemma nemlig mellem tiltrækningen og fascinationen af "the bad boy" og behovet for venskab, troskab og tryghed i et velfungerende parforhold.
Mange kvinder bliver, ligesom du, erotisk tiltrukket af mænd der bestemt ikke behandler dem godt og som sjældent kan tilbyde de grundlæggende ting som de fleste har behov for, troskab, venskab. kærlighed, indfølingsevne og det at blive behandlet godt og med respekt. osv.
Når man så som dig er så heldig at møde en perle af en mand, der tilbyder dig og din datter alt det som kan give jer et trygt, kærligt og stabilt liv, frygter du, at du vil mangle passionen i jeres forhold. Du frygter, at det vil kede dig og at du vil mangle den spænding, som du tilsyneladende har et stort behov for, men som du samtidig har erfaret vil gøre dig ulykkelig.
Du skriver, at du og din datter er diagnosticeret som autister, men at I, i det store hele, er velfungerende og kan få en hverdag til at fungere. Du skriver samtidig, at du ikke er nogen ørn mht. følelser, hvilket kan hænge sammen med den diagnose du har. Jeg har i flere tilfælde erfaret, at mennesker med samme diagnosen, har brug for at gå ud i ekstremerne for at føle passion og for at føle at de lever. Disse mennesker kan have svært ved at fungere og være tilfredse i den almindelige, måske lidt mere kedelige hverdag, som den nu er for de fleste af os. Det samme gælder bestemt også for mange andre typer af mennesker, at de kan have svært ved at acceptere det almene og dagligdagen som den udspiller sig i de fleste børnefamilier.
I dit tilfælde, hvor du snart er mor til to børn, må du forsøge at gøre dit bedste for at vælge det liv, som er bedst for jer alle, på trods af at du rent følelsesmæssig har nogle problemer. Både du og dine børn vil komme til at betale en høj pris hvis du gang på gang vælger "the bad boy", typen som helt sikkert vil ende med at gøre både dig og dine børn ulykkelige. At "lege" med ”the bad boy" vil medføre, at du igen og igen skal bruge en masse energi på at komme fri af de afhængighedsforhold du skaber til mænd der behandler dig dårligt. Al den energi vil dels slide på dig dels gøre dig mindre tilstedeværende som mor for dine børn.
Jeg forstår, udfra det du skriver om dig selv, at det er vanskeligt for dig at tage imod den bløde og søde mand der vil dig og dine børn, det bedste. Et forhold til ham, som du kalder den oversøde, bløde og følsomme mand, og som evner til at give af sig selv, sætter måske det du selv har vanskeligt ved, i relief. Her skal du ikke kæmpe for et umuligt forhold, du får det tilbudt uden forbehold. Det er meget svært for dig at tage imod så megen hengivelse og godhed.
Du nages af tvivl om hvorvidt du så elsker ham nok og prøver derfor at finde fejl og mangler ved ham. Måske ubevidst for at skubbe ham væk, det er for meget for dig, at I har det så godt og at tilværelsen med ham er næsten for nem og uproblematisk. Noget der ikke rigtigt passer til dine behov for at livet kræver kamp.
Det der måske kan hjælpe dig i din nuværende situation er, at foretage dig et bevidst valg. Du må acceptere din trang til spænding. Men du må også acceptere at den del af dig, der besidder denne trang, bevidst må tilsidesættes, i din nuværende situation. Din trang til det ekstreme er uforenelig med at du snart er mor til to små børn, der har behov for stabilitet.
Det syntes for mig givet, at du må foretage det ansvarlige valg, hvor du kan give dine børn den bedste start på livet. Og at dette valg kan betyde nogle afsavn i din trang til møde den charmerende, komplicerede, men måske samtidig afstumpede mand.
Du er så heldig, at møde en fantastisk mand der vil tilbyde dig et godt liv for dig og dine børn. Du frygter med rette ,at det er for let for dig, at du kan få det hele, og at du dermed mister spændingen, interessen og den form for passion, der har været så vigtig for dig..
Du nages af tvivl om du elsker din kæreste nok og på den rigtige måde. Men kærlighed er også en viljessag, hvor du kan vælge at fokusere på den slags kærlighed du/I har behov for nu ...
Der findes en anden form for passion og lykke, som du i bedste fald kan vælge at tage imod. Netop at udvikle passionen for at opbygge et godt og solidt kærlighedsforhold der indeholder venskab og partnerskab, samarbejde og et trygt og kærligt liv. Desuden kan det også være en passion, at udleve nogle fælles drømme og nogle fælles interesser.
Jeg bliver nok her nødt til at sige, at den form for passion du har været tiltrukket af, sjældent findes i større udstrækning i de forhold hvor man satser på at have et roligt og godt liv og er glad for den hverdag og den familie man har opbygget.
Kærlighed, venskab og samarbejde kan sagtens følges ad. Men de ekstremer der skal til for at pirre dig, er nok mere afdæmpet i et almindeligt familieliv. I forhold til hvor det er et stort behov for spænding og passion, hvor man går langt ud i ekstremerne, er det ud fra de flestes erfaringer relativt sjældent at familielivet samtidig er velfungerende.
Udfra min egen efterhånden lange livserfaring, personligt og professionelt vil jeg sige, vi kan sjældent få det hele på samme tid. Livet er et valg, nogen gange er vi nødt til at give afkald på noget for at få tilværelsen til at fungere.
Tiden mens dine børn er små bliver ikke genudsendt, den kan aldrig gøres om. Du har været så heldig at møde en mand, som du selv skriver faktisk er en drømmemand, men at det I er i gang med at bygge op i nogen grad står i modsætning til den slags passion, som du indtil nu har søgt, men som mest har givet dig negative erfaringer at udleve.
Jeg håber for dig og dine børn, at du bliver i stand til at skabe et godt liv udfra de muligheder du har til rådighed lige nu og at du mere ser det du har og ikke bekymrer dig så meget om det, du er bange for kommer til at mangle.
Lykken er ofte lige foran os, hvis vi griber den og giver den næring til at udfolde sig.
Jeg håber meget for dig, at du vil kæmpe for at blive glad for det liv du har foran dig, som snart mor til to børn.
Held og lykke på din vej.
