_______________________________________________
Hej brevkasse.
Jeg er en kvinde på 29, som bor sammen med min 35-årige kæreste. Vi har været sammen i knap 7 år, og jeg vil efterhånden rigtigt gerne have børn.
Jeg troede, at min kæreste også var klar, eftersom han sagde dette ved nytår, men alligevel synes han måned efter måned, at jeg skal fortsætte med mine p-piller en måned mere.
Han siger, at grunden til at han gerne vil vente er, at vi har meget lidt sex og gerne vil have et velfungerende sexliv, før det skal handle om børn.
Efter vi begyndte at snakke om at få børn, har han fået mindre og mindre lyst, og nu er vi efterhånden nede på en enkelt gang om måneden. Han siger, at han ikke selv ved, hvad det skyldes.
Med til historien hører, at jeg tidligere har haft flere depressioner, fået medicin igennem mange år og i starten af vores forhold var indlagt 3 uger. I dag har jeg det dog rigtig godt og har været medicinfri det seneste halve år. Jeg har taget en lang videregående uddannelse og har et godt job på 3. år, hvor ingen kender til min sygdomshistorie.
I de første 2-3 år af vores forhold påvirkede mine depressioner dog vores sexliv meget, da jeg ikke havde så meget lyst og ofte afviste min kæreste.
Han siger, at han aldrig kommer sig over dette og nok aldrig vil lære at tro på, at jeg reelt tænder på ham og har en ægte lyst til sex med ham. Jeg synes, at dette er vildt frustrerende, når jeg synes han er smuk og dejlig, og bare ønsker at komme videre og have en masse dejlig sex.
Jeg har prøvet at foreslå, at vi får noget hjælp udefra eller sammen afprøver nogle tricks fra bøger og blade til et bedre sexliv. Han er meget afvisende overfor det første, og det ender altid med at løbe ud i sandet, hvis vi har lavet en "sex-aftale", hvor vi skulle prøve noget af. Jeg føler, at han lukker sig mere og mere, og det altid er mig der skal tage emnet op og være skyld i de skænderier, det som oftest ender med.
Jeg er rigtig ked af, at der både mangler noget rigtigt dejligt i hverdagen, samtidig med at jeg bliver i tvivl om, hvorvidt han virkelig ønsker at få børn med mig. Jeg elsker min kæreste højt og vil selvfølgelig allerhelst have mine børn med ham. Men på den anden side har jeg ikke lyst til at blive sammen med ham, hvis tingene fortsætter som nu. Hvad kan jeg gøre?
_______________________________________________
Kære du.
Tak for din mail. Jeg vil forsøge at komme med nogle bud på din situation - nogle bud som du måske i første omgang måske ikke vil blive så glad for.
Jeg skriver dette på forhånd, da jeg ikke tror at jeg kan bidrage med noget der kan få din kæreste med på ideen om at få børn, sådan som tingene er mellem jer i øjeblikket.
Din kæreste siger, at han syntes at I først skal have et mere velfungerende sexliv før han har lyst til at tænke på børn. Du skriver at du tidligere har haft depressioner, hvor du ofte afviste ham, hvad der ikke er noget mærkeligt i. De fleste har ikke overskud til sex når de er deprimerede.
Men din kæreste har i den periode tilsyneladende fået et knæk, som han ikke kan komme sig over. Hans frygt for at du stadig ikke er ægte tiltrukket af ham, er svær for ham at slippe og han undgår derfor helst situationer som fremkalder følelsen. Derfor undgår han sex med dig, og derfor bliver jeres sexaftaler aldrig til noget. Han har reelt ikke lyst til sex med dig, fordi det minder ham om det traume det var for ham at blive afvist.
Selvom dine afvisninger skyldes depression, kan det være svært for andre at forstå hvordan en depression virker, og det formentligt også svært for din partner at forstå, at dine afvisninger ikke havde noget med ham at gøre.
Udfra dit brev ser det for mig ud til, at I er et godt stykke fra at få børn sammen. Det hjælper ikke med gode tips og ideer fra blade og bøger, måske endda tværtimod. Din kæreste er så vidt jeg kan skønne, ramt meget dybt på sin mandighed og troen på sig selv som elsker. Det kan være en god ide at han får en eller anden form for hjælp til at komme over sin angst for at igen at blive afvist. Måske er han også angst for at dine depressioner skal vende tilbage, da det åbenbart har været meget slemt for ham at være vidne til.
Angsten for at du bliver syg igen, kan også være en del af årsagen til at han ikke føler sig parat til at få børn med dig.
Du skriver at du virkelig elsker din kæreste og gerne vil have dine børn med ham, men på den anden side ikke vil fortsætte forholdet som det er nu…
Mit råd til dig er:
• At du indtil videre indstiller planerne om at få børn med din kæreste. Det er han, af de grunde du selv nævner, slet ikke klar til.
• At du fortæller ham at han har ret i, at jeres sex liv skal være bedre inden I tænker på at få børn sammen.
• At du viser ham at du elsker ham, ved at vise ham at du forstår at han har fået en slags chok over de afvisninger, han har fået fra dig, mens du var syg. Vis ham at du forstår at det ikke bare lige er noget han kan slå en streg over og glemme. Det er vigtig, at du viser forståelse for ham og hans følelser, i stedet for at presse ham til noget han ikke er klar til.
Det næste er at erkende, at et forbedret sexliv som han efterlyser næppe kommer af sig selv, og slet ikke ved hjælp af tricks eller blade. Den manglende sex lyst er efter alt at dømme af mere psykologisk art som næppe kan afhjælpes af stimuli udefra. Du må derfor forsøge at tale med din kæreste om, hvad han mener kunne hjælpe jer, om han tror på at hjælp udefra en mulighed og i så fald hvad og hvem han tror kan hjælpe jer. Undlad at diskutere og skændes med ham om hvorfor han ikke vil have børn nu, det vil kun gøre det hele værre og skabe endnu mere afstand mellem jer. Undgå helt at bebrejde ham at han ikke er klar til børn. Tag det nuværende pres fra ham ved at sige, at du heller ikke ønsker børn, så længe jeres forhold ikke er til det. Sig at det ikke bare er sexlivet der skal forbedres, men at det gælder jeres forhold som helhed.
Jeg kan, som tidligere nævnt, ikke anvise dig en sikker vej der kan redde jeres forhold, men jeg mener helt bestemt at I begge fortjener at der gøres alt det der kan gøres. Men nogen gange må man erkende, at nogle sår er så dybe at de ikke læges. Det er svært at sige noget om jeres chancer for at komme videre og danne familie med børn udfra jeres historie Det er selvfølgelig en meget trist erkendelse at skulle opgive forholdet, hvis det ikke lykkes din kæreste at komme sig ovenpå det knæk han har lidt.
Jeg håber du på en nænsom og forstående måde vil gøre dit bedste for at I kan nå ind til hinanden i forståelse for hvad der er sket imellem jer. Jeg håber for jer at I kan blive den lykkelige familie I sikkert begge drømmer om.