Efterårets kollektion 2006 fra Soaked in Luxury har hentet inspiration fra nær og fjern. Stilen bevæger sig fra feminin luksus over et sexet ladylike look til et mere skræddersyet herresnit, mens den overordnede tone i kollektionen trækker tråde tilbage til 70’ernes pigede snit og farver.
Der er tænkt over selv små detaljer i sæsonens kollektion, hvor flere af delene har fået en smuk finish; som et sødt polkaprikket foer i blazerjakken eller en fin hæklet kant/blondekant i udskæringen af en bluse.
Sæsonens farver er 70’er-inspirerede og kommer i lettere støvede efterårstoner. Fra lilla og violette nuancer over æblegrøn der toner over i mere blålige nuancer - med lys og mørk petroleumsfarvet som de altdominerende farver dette efterår. I den mere neutrale ende af skalaen optræder brun, sand, kitfarvet, gråmeleret og sort. Inspireret af tidens tendenser har Soaked in Luxury også benyttet et mere råt sort/hvidt kontrasttema, som så får modvægt af sexede guldtoner i kollektionens partydel.
Kodeordene i denne sæson er mix og match og med et pænt udvalg af accessories, bliver der rig mulighed for at efterleve trenden. Sæt et guldbælte i taljen for at understrege den ladylike stil eller lev prinsessedrømmen ud i et par forgyldte dansesko og en fiks lille kuverttaske i hånden.
Den 1. august åbner Soaked in Luxury en shop i shop på 2 sal i Illum. Rammerne er luksuriøse, enkle og femine og tøjet er i fokus.