Margit Brandt er en institution i dansk designhistorie. Ingen anden nulevende dansk designer har som hun formået at chokere, begejstre og revolutionere den hjemlige og internationale modescene igennem årtier. Dekadence, klassisk couture og en fantastisk flair for den ultrafeminine silhuet har alle dage været Margit Brandts kendetegn, og dette forår genopstår hendes tidløse stil i en eksklusiv serie underwear, swimwear og loungewear.
Stilen er stadig umiskendelig Brandtsk. Enkel, feminin og nostalgisk, men med et twist af det moderne, der atter engang sætter Margit Brandt design øverst på modens dagsorden.
Bag det opdaterede look står den internationalt anerkendte lingeridesigner, Signe Tolstrup, som med sit mærke ”Afterwear” har fundet sig en niche inden for luksuriøst lingeri og loungewear. Med sit design forsøger Signe Tolstrup at tage fornemmelsen af feminint velvære med sig ud i verden, og netop det på en gang forfinede og casual udtryk går rent ind i Margit Brandts univers af kosmopolitisk, underspillet elegance.
Velsiddende lingeri i sensuel retrostil, klorresistent badetøj med flatterende snit og feminine detaljer samt ikke mindst loungewear i ultrasoft materialer som jersey og velour karakteriserer Margit Brandt Underwear, Swimwear og Loungewear kollektionerne anno 2008, og illustrerer, hvordan Margit Brandts legendariske design med Signe Tolstrups mellemkomst er aktuelt som aldrig før.
Margit Brandt vandt i 2006 Alt for Damernes prestigefyldte designpris ”Guldknappen” og modtog i 2007 Ridderkorset. Som et ægte dansk designikon bliver 2008 naturligvis også et Margit Brandt år…