Sæsonens kollektion fra Lysgaard har fundet inspiration i den stemning der præger sommerferier på landet, men stilen har fået et cool twist, der både gør tøjet velegnet til afslappet feriestemning og tjekket storbyshopping. Stilen er nostalgi med kant hvor hovedreglen er, ar farver og mønstre mixes på kryds og tværs, så looket ikke bliver for poleret.
Der er blevet plukket flittigt fra farveskalaen i sæsonens kollektion, og de forskellige kulører kan kombineres på kryds og tværs. Kombinationen af sort og hvid er et gennemgående tema, men derudover befinder kollektionen sig i den mere kulørte ende af skalaen.
Snittet er feminint og let, med kjoler som sæsonens store hit. Stilen spænder fra cool og afslappede kittelkjoler til mere kropsnære slå om kjoler og florlette stropkjoler med luft i skørterne. Nederdelene har bredt bærestykke og en klædelig a-facon, der for alvor er vendt tilbage i modebilledet i år. Match underdelene med en figursyet skjorte med pufærmer eller en stram T-shirt med råt print og smid en af kollektionens feminine cardigans over skuldrene.