Eftermiddagen på scenen Rytmehans var præget af godt vejr og rigtig festivalsstemning. Igen i år er Jakob Haugaard konferencier og med sit spraglede kostume og flotte paryk, præsenterede han Klumben og Raskepenge, der gav en rigtig dancehallkoncert og fik en næsten fyldt plads foran scenen til at bevæge sig til musikken og hylde deres yndlings sodavand med sangen ”Faxe Kondi”.
Senere strømmede flere til, så pladsen var fyldt, og her leverede Outlandish en fantastisk entré med singlen ”Guantanamo” fra 2002. De tre skønne rappere Isam, Lenny og Waqas, som har rødder i henholdsvist Marokko, Honduras og Pakistan, leverede en solid koncert, og fik overbevist publikum om, at de stadig er noget af det allerbedste på dansk rapscene. Med numre som ”Kom igen”, deres første single ”Walou” og ”Look into my eyes” fik de skabt en suveræn stemning, der satte sit præg på resten af aftenen.
Foto: Lotte Romar