Hvilke stoffer er der i dine plejeprodukter?
Har du nogensinde tænkt over, om dine personlige plejeprodukter indeholder stoffer, som kan give allergi eller er mistænkt for at være hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende? Hvis dit svar er ja, er du ikke alene. I Forbrugerrådet Tænk Kemi er man dagligt i kontakt med forbrugere, der vil vide mere om indholdet i for eksempel deres yndlings bodylotion, læbepomade eller deodorant.
Få hjælp med Kemiluppen
Derfor lancerer man nu en ny, gratis app, som hedder Kemiluppen. Med appen kan forbrugerne let scanne deres personlige plejeprodukter og – i mange tilfælde – med det samme få Forbrugerrådet Tænk Kemis vurdering af indholdet i form af en grøn, gul eller rød kemikolbe. Grøn betyder, at produktet er uden problematiske kemikalier, i ’gule’ produkter skal forbrugeren være opmærksom på for eksempel parfume eller miljøbelastende stoffer, og en rød kemikolbe betyder, at produktet indeholder stoffer, der for eksempel er allergifremkaldende eller mistænkt for at være hormonforstyrrende.
”Det er utroligt vigtigt, at forbrugerne har mulighed for let at kunne finde ud af, hvilke stoffer der er i de produkter, de smører på huden og er i tæt kontakt med i løbet af dagen. De fleste har ikke en chance for at gennemskue de snørklede kemiske navne, der nogle gange dækker over stoffer, der har vist sig at være hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende,” siger Anja Philip, formand i Forbrugerrådet Tænk.
Indeholder 1.500 personlige plejeprodukter
I Kemiluppens database findes næsten 1.500 personlige plejeprodukter lige fra ansigtscreme til babyolier. Og det er vigtigt med en hjælpende hånd til at navigere i de mange indholdsstoffer. Forbrugerrådet Tænk Kemis vurderinger af produkterne viser, at hver fjerde af de vurderede produkter – 377 ud af 1477 – modtager den laveste karakter, en rød kemikolbe. Denne karakter skyldes indhold af stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende, kræft- eller allergifremkaldende. Stofferne optræder for eksempel på EU’s liste over mistænkte hormonforstyrrende stoffer, Miljøstyrelsens liste over uønskede stoffer eller de norske myndigheders Prioriteringsliste. Heldigvis er der også mange ’grønne’ produkter, og dem kan Kemiluppen hjælpe forbrugerne med at finde frem til.
”Kemiluppen er et glimrende værktøj til alle forbrugere, der vil vide mere om, hvilke stoffer de kommer i kontakt med gennem deres personlige pleje. Man kan simpelthen scanne produktet med sin mobiltelefon og får i de fleste tilfælde en bedømmelse af indholdet lige med det samme. Er produktet ikke i databasen, kan man med appen sende indholdslisten til tjek hos Forbrugerrådet Tænk Kemis eksperter og få svar lidt senere,” siger Anja Philip.
Indholdsstoffer, der får rød kolbe, er for det meste lovlige at anvende, og det enkelte produkt er ikke farligt i sig selv. Men de uønskede stoffer bidrager til den samlede eksponering. Og da stofferne kan forstærke hinanden kan det for eksempel give hormonforstyrrende effekter. Hormonforstyrrende stoffer er mistænkt for at forårsage blandt andet lav sædkvalitet hos drenge og tidlig pubertet hos piger.
Appen kan downloades gratis i både App Store og Google Play.