Og ifølge forskning kan det kolde vand måske endda mere end blot løfte humøret midlertidigt. Således viser et studie, omtalt i British Medical Journal i 2018, at det kuldechok, der følger med vinterbadning, muligvis kan hjælpe mennesker, der lider af depression.
Forebyggelse og behandling af demens
Ny forskning peger endvidere på at der måske er endnu flere gode grunde til at hoppe i den kolde balje. Forskere fra Cambridge University har nemlig opdaget, at svømning i koldt vand kan beskytte hjernen mod degenerative sygdomme som demens. Ifølge deres undersøgelser så findes der i blodet hos mennesker, der regelmæssigt vinterbader, et særligt protein, som har vist sig at bremse eller udsætte demens.
Ifølge Nationalt Videnscenter for Demens på Rigshospitalet, København så vurderer man, at 80.-90.000 danskere over 60 år har demens, og at tallet vil stige de kommende år. Endnu findes ingen behandling, der kan helbrede demens, og medicinsk behandling kan på nuværende tidspunkt kun midlertidig forsinke sygdommens udvikling. Derfor vækker undersøgelserne fra Cambridge University opsigt, fordi det kan pege på nye mulige lægemidler og metoder, der kan forebygge og behandle demens.
Vinterbadning kræver forsigtighed og et stærkt helbred
Inden man kaster sig ud i det kolde vand, så skal man dog lige huske, at vinterbadning ikke er helt ufarligt:
- Det iskolde vand har en ekstrem effekt på kroppen; kuldechokket får hjertefrekvensen og blodtrykket til at stige voldsomt hvilket i værste fald kan forårsage hjerteanfald eller slagtilfælde hos mennesker med underliggende sygdomme.
- Kuldechokket vil som regel resultere i gisp og hurtigt åndedræt. Man kan få vandet galt i halsen og i værste fald indhalere vandet, hvilket kan føre til drukning.
- Længere ophold i kold vand nedsætter reaktionsevnen, så man kan have svært ved at komme op af vandet igen.
Fornuftig råd til vinterbadning
- Få et helbredstjek hos lægen inden du kaster dig ud som vinterbader.
- Bad sammen med andre, der er rutinerede vinterbadere, trygge ved det kolde vand og kender lokaliteten, glatte badebroer og -trapper mv.
- Læg varmt skiftetøj klar, så du hurtigt kan få tørt og lunt på efter badeturen. Husk, uldhue og vanter.
- Lad være med at presse dig selv til at opholde dig for længe i vandet.
- Kom hurtigt ud af det våde badetøj og kom i tøjet. Bevæg dig, så du får varmen og får ro på krop og vejrtrækning.
- Undlad varmt bad eller brusebad, da ændringer i blodtrykket, når du genopvarmer kroppen hurtigt, kan få dig til at besvime.
Kilde: Open water swimming as a treatment for major depressive disorder, BMJ - British Medical Journal, Cold-water swimming could help to keep dementia at bay, The Times 2020