Kære Ingrid.

Jeg er en ung kvinde på 19 år og går i 3.g. Jeg ser mig selv som en meget voksen og moden person og har altid følt mig bedre tilpas i selskab med voksne mennesker frem for mennesker på min egen alder. Jeg har et problem jeg har døjet med i omtrent 6 år siden jeg gik i 8. klasse. Jeg kan ikke tale med nogen om det, fordi det er dybt grænseoverskridende og jeg tror folk vil væmmes hvis jeg fortalte det.
Jeg er dybt forelsket i mine forældres gode ven, som tidligere også har været min musiklærer. Han er på alder med min mor - ca. 35 år ældre end mig.

Vi har altid, siden min barndom haft et fint - ganske almindeligt forhold, men i 8.klasse (i takt med jeg kom i puberteten), begyndte mine følelser for ham at ændre sig. Jeg tror faktisk det sagde klik, da han for første gang gav mig en kompliment. Han er ikke typen som er sød mod folk, meget indelukket, reserveret og meget arrogant. Jeg følte mig virkelig smigret og jeg kan ligeså tydeligt huske hvad han sagde til mig, nemlig at jeg var blevet meget smuk, hvorefter han gav mig et kæmpe knus. Jeg var sikker på han mente alt det han sagde og jeg tog det i den grad til mig.

Rent faktisk havde jeg gået til musikundervisning hos ham nogle år før jeg gik i 8. klasse, men stoppede fordi jeg ikke rigtig gad længere. Men efter han havde givet mig den første kompliment og mine følelser begyndte at ændre sig, valgte jeg at starte igen - udelukkende for at være sammen med ham. Jeg begyndte til musik igen og det første han sagde´var, at han havde glædet sig hele dagen til jeg kom. Musiktimerne gik godt, jeg spillede ikke så meget guitar, men vi snakkede bare og det var som om han forstod hvordan jeg havde det og virkelig kendte mig og det samme tror jeg han følte ved mig.

Som tiden gik, blev han sødere og mere nærgående (men ikke på nogen ubehagelig eller krænkende måde) og sommetider virkede det som om mine følelser for ham var gengældt. Han sagde blandt andet, jeg var den smukkeste han nogensinde havde set. Jeg fik tit lange kram, endda kys på kinderne og var i det hele taget meget kærtegnede. Han holdt om mig, holdte mig i hånden og jeg syntes det var så fantastisk. Det skal understreges, at det langt fra var noget seksuelt, selvom jeg måske ønskede det en smule og er slet ikke er typen der ville overskride moralske grænser, men vi var bare meget tætte. Når vi sås, var jeg meget bevidst omkring mit udseende og derved også mit kropssprog - så derfor har jeg altid set godt ud når han har været i nærheden.

På den måde fortsatte det indtil jeg startede på efterskole. Inden jeg begyndte på efterskole var jeg ked af det og nervøs for at være væk fra ham i så lang tid og jeg vidste jeg ville komme til at savne ham afsindig meget.
Under efterskoleopholdet savnede jeg ham, måske ikke så meget jeg havde regnet med, men jeg savnede ham og når jeg endelig så ham, kom hele gnisten tilbage.

Da jeg kom hjem fra efterskole begyndte jeg i 1.g og besluttede ikke at begynde til guitar, fordi jeg var bange for, at mine følelser ville blive endnu mere intense. Jeg har derfor ikke set særlig meget til ham siden, hvilket gør jeg savner ham endnu mere.

Når vi en sjælden gang ses, giver han mig stadig komplimenter. Sidste år (da jeg var 18) på en ferie med mine forældre og vennekredsen, hvor han og hans kone, hans børn og børnebørn også var med, kom jeg efter en lang pause meget tæt på ham.
Jeg kom gående ud af badet med håndklæde omkring mig og stødte tilfældigvis ind i ham. Jeg holdt fri fra skiløb den dag, da jeg havde ondt i skulderen og han spurgte derfor om han skulle give mig massage. Jeg sagde selvfølgelig ja tak og han gav mig massage på ryggen og han var meget rolig omkring det og spurgte om det var ok. Bagefter snakkede vi bare og siden da har der ikke været nogen vilde oplevelser.

Alle de her oplevelser har gjort at han fylder en kæmpe del af min hverdag. Jeg tænker på ham hver aften inden jeg skal sove og jeg ville ønske han holdt om mig. Det frustrerer mig, at være samlet med ham og hans familie, da jeg føler mig ydmyget og bliver pinlig over mine følelser. Det frustrerer mig jeg ikke ved hvordan han ser mig, fordi det tit har virket som om det var "mere end bare venner". Jeg synes det har virket som om, kærlighed har spillet en rolle i vores "forhold".

Derudover er jeg enormt jaloux på hans musikelever nu - især en pige, som han har et godt musikalsk forhold til. Jeg føler at den pige har overtaget min "plads" og jeg tænker på, om han er sådan over for hende som han har været overfor mig - men tvivler.

Du tænker nok når du læser dette, at jeg på en eller anden måde ser ham som en faderlig rolle og at jeg sikkert vil glemme ham når jeg finder mig en kæreste - men nej! Jeg har været sammen med drenge og har været forelsket, men det har aldrig været på samme måde som med ham og jeg tror ikke jeg vil komme til at få den følelse igen ved en anden.
Jeg er dybt ulykkelig over det og det er så hårdt og bære på sådan en kæmpe hemmelighed.

Håber du på en eller anden måde vil forstå dette. Jeg har virkelig brug for en seriøs reaktion på min henvendelse, da jeg er i vildrede over mine følelser. Jeg ved ikke hvor jeg står, og jeg ved med sikkerhed jeg ikke kan glemme ham - har prøvet adskillige gange. Jeg er af den grund i tvivl om jeg skal fortælle ham det og fortælle mit syn på episoderne.

Jeg vil enormt gerne have en opklaring på hvad der foregår og jeg har overhovedet ingen mulighed for at fortælle min moder det, da jeg synes det er pinligt og dybt grænseoverskridende.
Er jeg underlig? Jeg føler jeg er den eneste i verden som har det på denne måde.

På forhånd tak

____________________________________

Kære unge kvinde.

Tak for dit meget lange brev, hvor du beskriver en vedvarende facination for dine forældres ven, der desuden i flere år har været din musiklærer.
Du skriver, at du aldrig tror du finder en der kommer til at betyde så meget for dig, som din tidligere lærer.

Udfra din mail virker det som om du er så afhængig af ham, at det for mig ligner en slags besættelse. En besættelse som jeg begrunder i at du savner ham forfærdeligt, selvom du ikke ser så meget til ham, efter at du er stoppet din musikundervisning hos ham. Du føler jalousi overfor en pige, der nu har overtaget din plads som hans yndlingselev. Og du føler dig ubehagelig til mode når du i familiesammenhæng ser ham sammen med kone og børn. Her føler du dig ydmyget og pinlig over dine følelser, når du konfronteres med ham i selskab med hans kone og børn.

Jeg kan godt forstå, at det er svært at leve med at du savner ham. Svært at ingen må vide det og at du i samvær med hans familie konfronteres med at han og endelig at du efter al sandsynlighed ikke har mange chancer for at få et egentlig kæreste forhold til ham.

Jeg er sikker på at din tidligere lærer er et fint og udmærket menneske. Men på et punkt har han gjort sig skyldig i den ulykkelige situation du nu har befundet dig i, siden du kom i puberteten. Han har misbrugt dine forældres tillid og overskredet grænserne for, hvad han som din lærer burde gøre. Som du skriver, har der ikke været noget direkte seksuelt imellem jer. Men derimod mange pirrende antydninger af noget erotisk. Han har givet dig komplimenter, givet knus og kindkys, han har talt med dig om følelser, holdt om dig og holdt dig i hånden.

Der er ikke umiddelbart noget i vejen med at give dig en kompliment, et knus eller et kram. Men i jeres tilfælde har han ikke været i tvivl om, at der var andre end far/datter følelser på spil. I skabte sammen noget magisk, som I begge har svært ved at glemme Din tidligere lærer er den voksne, hvor du fra begyndelsen af forholdet kun var et barn på vej til dine første erfaringer i kærlighedens og seksualitetens indviklede verden.

Din tidligere lærer har helt givet nydt at være sammen med dig, en ung smuk rose, der er ved at folde sig ud. Han har med sin alder og erfaring kunnet give dig følelsen af at være elsker og værdsat. Jeg vil mene at I begge har levet i en slags illusion, som sikkert ikke kan bære i jeres virkelige liv.

Han er gift og har børn og tilsyneladende en mand, der gennem sit arbejde får dækket et behov for at tilbede unge smukke piger, hvilket sikkert får ham til at genopleve ungdommen... For dit vedkommende ville det være ret usandsynlig, at I kunne skabe et liv sammen.

Jeg forstår godt du har det svært og gerne vil have en afklaring, Alligevel vil jeg fraråde dig at spørge ham om, hvad jeres tiltrækning af hinanden går ud på. Jeg syntes heller ikke du skal fortælle ham, hvordan du tolker episoderne.

I sagens natur vil han nødt til at benægte, at der har været noget, udover at han syntes godt om dig, fordi han vil stå i en meget vanskelig situation overfor såvel sin familie, som overfor dine forældre. Du risikerer at stå ydmyget tilbage og føle dig forrådt. Det der har været imellem jer, har været på kanten af at være grænseoverskridende. Du kan intet bevise, og de fleste mænd i hans situation, vil for at redde familie og venner slå det hen som misforståelser.

Du vil gerne have opklaret hvad jeres forhold går ud på. Mit bud er at det der er foregået er noget der sker meget hyppig mellem en ung elev og en ældre lærer, en facination fra din side for den modne mand, der ved hvordan han skal kurtisere en ung pige og for hans vedkommende har det været et dybtliggende behov for at tilbede den unge og uskyldige pige.

Derfor har I begge også fået noget smukt ud af forholdet, men i dit tilfælde sidder du tilbage med en slags besættelse af, at han tilhører dig, en besættelse, som du har svært ved at komme ud af.
Du er bestemt ikke alene om det du har oplevet, mange unge har været i samme situation. Men det er helt nødvendigt at arbejde dig ud af din mangeårige afhængighed og besættelse i din tidligere lærer. Det bliver svært at indse at dettte forhold har været en illusionen, og at du må se realiteterne i øjnene.

Et godt råd vil være, at du efter 3 g. finder mulighed for at bevæge dig væk fra de cirkler, hvor du møder din tidligere lærer, og fylde dit liv med vigtige aktiviteter, som kan lede dine tanker i nye retninger.

Der skal meget selvdiciplin til for at komme ud af en besættelse af et andet mennesker. Jeg tror på at hvis du bruger al din viljestyrke til at komme videre, kan du se tilbage på det, du har haft sammen med din tidligere lærer, som noget smukt, der også har givet dig noget godt...
Husk du ikke behøver at glemme ham, men at erkende at det ikke var et forhold, der har nogen fremtid som fremtidige kærester.

Held og lykke - og kærlige hilsner,