Generelt oplever de fleste heldigvis også, at omgivelserne støtter op. Men der er nogen, som er uheldige at løbe ind i det modsatte: omverdenen prøver målrettet at lægge hindringer i vejen.
Et typisk eksempel kunne være en arbejdsplads, hvor der sidder en lille forsamling af kolleger. De hygger sig om eftermiddagen med en kage til kaffen.
Majoriteten af dem trænger til en korrektion i hoftemålet. En dag er der pludselig en, som vil bryde reglen om at ”være i samme båd”. Hun går i gang, og er heldig med at vælge en metode, som virker. Kiloene rasler og tøjet hænger løst. På et tidspunkt er der strøget 15 kilo, og hun mangler kun 5 kilo i at være på sin målvægt. De allersidste kilo kræver en vilje af stål, så hun mønstrer sin samlede viljestyrke.

Men hvad sker der så? Kollegerne, som førhen accepterede hendes forehavende, de blander sig nu. De vil ikke have, at det skal lykkes. Man tror det er løgn, men kvinden, som vitterlig mangler 5 hele kilo i et være normalvægtig, får nu bemærkninger, så som ”Pas på, du ikke bliver for tynd” eller ”Du er så mager, spis nu din kage”.

Det er ikke noget, der hører til sjældenhederne. Rundt regnet skal en fjerdedel af alle vægtkæmpere gennem den slags prøvelse. Det er meget kreperligt, at skulle skrive det, men det er især kvinder, som gør sådan noget mod hinanden!!. Og typisk på arbejdspladser, hvor der er en forsamling.

Årsagen til at nogen vil modarbejde andres succes kan man kun gisne om. Jeg tolker denne adfærd som et udtryk for at slankhed er umådelig efterstræbelsesværdigt. Det er simpelthen for misundelsesværdigt. Hvilket for så vidt er meget godt.
Men også som et udtryk for, at janteloven lever i bedste velgående. Det er nemlig altid folk, som kun mangler få kilo i at være slanke, som bliver ramt af omgivelsernes modstand. Det minder om noget fra skoletiden: det er OK, hvis én, som har fået et 6-tal er ked af sin karakter og gerne vil løfte den. Men en person, som har fået 10, må IKKE ærgre sig over at det ikke var 11 eller 13. Det er helt utilbørligt. Man må kun stræbe efter det nogenlunde gode. Eller rettere sagt: man må kun stræbe efter at få vægten ned i det leje, som de andre har.

Uanset årsagen til den u-ønskede indblanding fra omgivelserne, så kan det forhåbentlig hjælpe at tænke på, at det er et meget udbredt fænomen. Man er slet ikke den første, som sidder i den situation, at man har modtaget en mere eller mindre klar melding om, at denne her (arbejds-)plads helst ikke ser, at man pludselig skifter status og bliver slank. Når man ved det kan komme, kan man indstille sig på det, og derved slippe for, at komme i tvivl om sin egen målsætning.

Husk altid, at hvis du ganger din højde med din højde – og ganger det fremkomne tal med 19, så har du det antal kilo, du lavest må veje. Og ganger du det fremkomne tal med 25 i stedet for 19, så har du det antal kilo, som du højest kan veje, samtidig med at du er normalvægtig.

Så man kan let tjekke efter om man stadigvæk er på rette vej.