Hej Lene,
Hvordan kan det være at jeg bare ikke taber mig?
Jeg er holdt op med at ryge for 1½ år siden og har i den forbindelse taget 8 kg. på.
Min kost ser lige nu således ud:
Morgenmad: 1 lille portion ylette med mysli + 1 skive rugbrød med 20% ost og 1 tsk. syltetøj
Frokost: ca. 200 gr. salat med f.eks. tun, hytteost, 2 tsk. rapsolie og lidt oliven og fetaost.
Eftermiddag: Groft brød med magert pålæg + 2 stk. frugt (kan også bestå af et stk. hjemmelavet pizza ell. pitabrød med salat og skinke + fedtreduceret
dressing 5%)
Aften: Masser ag grøntsager + magert kød (kylling uden skind, kalkun, magert hakket kød, o.s.v.)kartofler, brune ris ell. grov pasta.
Jeg er holdt op med at spise slik - selvom det er lidt svært - og jeg cykler 12 km. på arbejde hver anden dag (6 km. frem og 6 tilbage). Det er ikke det store jeg bevæger mig på arbejdet, men det er dog heller ikke helt stillesiddende...
Sådan har jeg levet de sidste 3 uger - men der sker intet med vægten, den kan gå op og ned med op til 2 kg. I weekenderne tænker jeg stadig over hvad
jeg putter i munden - men kan her finde på at spise lidt sødt (slik, roulade og hvidt brød).
Jeg er kvinde, 38 år og 158 cm. høj og vejer pt. 68 kg . Jeg tror nok lidt af det er muskler, da jeg ikke ser MEGET fed ud ...
Kan du gennemskue den?
På forhånd tak og venlig hilsen
Musse
_____________________________________
Kære Musse,
Jeg kan godt forstå dine frustrationer over at vægten ikke rykker sig nedaf. Du spiser jo umiddelbart udfra det du har skrevet fedtfattigt og fiberrigt og har en pæn portion daglig fysisk aktivitet. Jeg vil dog anbefale sig at tjekke op på dine mængder af kulhydrater (brød, kartofler, ris,pasta) – specielt eftermiddag og aften, da jeg fornemmer at der ryger flere kalorier indebords her end du måske selv er bevidst om.
Prøv evt. at skrive op i en lille notesbog hvad du spiser og drikker 3-4 sammenhængende dage – så er jeg sikker på at du selv kan se hvor der måske skal justeres ind.
Held og lykke.
Kategori: Diætist
