Kulhydratmangel - ?
I USA er den såkaldte Dr. Atkins Diet særdeles populær netop nu. Magre Hollywood-stjerner og andre kendisser (så som Madonna, Calista Flockhart, Geri Halliwell m.fl.) roser Dr. Atkins til skyerne, og deres vægtudvikling tiltrækker hobevis af håbefulde overvægtige. Metoden går ud på at spise masser af protein (uden at være alt for fedtforskrækket), samtidig med at man holder sig strikt fra kulhydrat. Det må forventes, at denne metode snart introduceres til Danmark, vi plejer jo at få deres ernærings-mode herover, bare lidt forskudt i tid. Og man kan med fordel abe lidt efter den amerikanske mode. Specielt er der det gode træk ved at øge proteinindtaget, at stofskiftet presses i vejret. Dertil kommer at protein har en selvstændig høj mætnings-effekt. Men mangel på kulhydrat har ligeledes en selvstændig mætningseffekt.
Spørgsmålet er, om det er i orden at holde sig fra kulhydrater (kulhydrat findes i brød, gryn, ris, pasta, frugt og mel), som jo er en vigtig del af de syv offentlige kostråd
Der eksisterer ikke nogen regler om, at man skal have et minimum af kulhydrat pr dag. I den forstand er kulhydrat ikke et essentielt næringsstof. Alligevel er der gode grunde til at indtage en del kulhydrater.
Når mængden af dette makronæringsstof kommer ned under 100 gram pr dag ændrer forbrændingen sig. Populært sagt slår fedt og kulhydrat normalt pjalterne sammen, når de hver især er undervejs i forbrændingsmøllen. Når der så ikke er noget kulhydrat til at koble med det fedt, der er undervejs, må fedtet koble til fedt. Herefter ses en ”ren” fedtforbrænding, hvilket fører til, at der dannes ketoner.
Små mængder ketoner gør ikke spor, men større mængder kan derimod ændre på kroppens ph-værdi, hvilket er potentielt skadeligt. Dertil kommer, at ketonforbrænding kan give dårlige ånde og hovedpine. I Dr. Atkins-metodens favør kan det siges, at forbrændingen af ketoner medfører appetitsænkning – hvilket naturligvis er belejligt. Der er også studier, som viser, at ketonernes tilstedeværelse medfører en bedre bevarelse af kroppens magre væv. Så der er både plusser og minusser ved at kalde ketonerne frem.
Et stort minus ved ikke at spise kulhydrater er, at når man dyrker motion, så skal kroppen bruge det som benzin. Det er helt oplagt, at jo mere kulhydrat man spiser, des mere lagres i muskler og lever som glykogen. Og jo mere glykogen man har på lageret, des længere tid går der før kroppen udtrættes. Og der er som bekendt mange mennesker, der netop motionerer, når de er i gang med et vægttab – med henblik på at stramme op samtidig med, at man reducerer sit fedtvæv.
Der er lavet en konkret undersøgelse, som viser, at en kulhydratfattig kost bevirker, at mængden af muskelglykogen ligger under 0,3 gram pr. 100 gram muskelvæv – hvilket igen bevirker at man kan udstå 60 minutters træning.
Derimod vil en kulhydratrig kost bevirke, at mængden af muskelglykogen ligger over 3,6 gram pr. 100 gram muskelvæv. Dette gav et gevaldigt løft i kapaciteten, eftersom at antallet af minutter, man kunne træne før udmattelsen kom, var steget til 180!!!
Moderat brug af Dr. Atkin diet i orden
Konklusionen må være, at der er nogle potentielle fordele ved at sænke indtaget af kulhydrat, såfremt man er en sulten type, som i øvrigt ikke har større sportsaktiviteter med i sit vægttabsprogram. Vi tilråder dog ikke så lavt et kulhydrat indtag, som Dr. Atkins tilråder. Når målet er, at få appetithæmning via kroppens egen naturlige metode, kan man stile efter ca. 100 gram kulhydrater om dagen. Det vil måske for nogen kræve lidt professionel bistand fra en klinisk diætist.
Er man derimod tilhænger af megen fysisk aktivitet skal man ikke benytte kulhydrat-forsagelses metoden til appetithæmning. Det vil give ærgrelse, når ”muren” nås hele to timer før sædvanlig tid. En meget sulten og meget sportslig person burde hellere udvide kalorierammen en smule, og så vælge at tilføje protein, da dette jo er massivt mættende, også når det spises sammen med kulhydrat. Men pas på, de fleste overvurderer den mængde kalorier, der brændes af under fysisk aktivitet.
Kategori: Diætist
