Is er umådelig velegnet til at lave et snyde-produkt, fordi det let kan laves, så det er velsmagende uden at der er særlig meget fedtstof i.

F.eks. den kendte yoghurt-is ”Dream”, den anpriser sig selv for at være fedtfattig, og det er den da også, men kalorieindholdet ligger fra 155 kalorier pr 100 gram og op. Den helt almindelige vanille-is ligger på ca. 185 kalorier pr 100 gram. Det vil sige, at der er ikke meget at spare. Med mindre at man ligefrem kan lide smagen af yoghurt i isen, så kan man lige så godt købe noget helt almindelig is.

Ret skal være ret: der findes faktisk en yoghurt-is, som har et noget lavere kalorieindhold, nemlig ”I can`t believe it`s yoghurt”, den variant, som er med vanille er på 124 kalorier pr 100 gram. Den kan kun købes i Irma.

Så er der sorbet-is som mere uforskyldt har fået ry for at være godt til overvægtige. Der står ikke ”fedtfattig” på emballagen, men man ved jo at den er det. Men hvad angår kalorierne er det en anelse nedslående læsning: ca. 150 kalorier pr 100 gram.

Men der findes også virkelig <link _top kaloriefattig>kaloriefattig is, den hedder Delight og kommer fra Isis (den, hvor logoet ligner en Smiley). Energiindholdet i den er 35 kalorier pr 100 ml. Læg mærke til at der står ml. – de andre is-firmaer oplyser pr 100 gram, hvilket er mere reelt, da der kan være pisket forskellige mængder af luft ind i isen. Desværre kan man ikke læse på emballagen hvor meget 100 ml vejer, men sædvanligvis regner man med at halvdelen af en mælke-is er luft. Det vil sige, at energiindholdet sandsynligvis er omkring 70 kalorier pr 100 gram. Men stadigvæk: det er da et hestehoved foran både yoghurt-is og sorbet-is.

Man skal aldrig lave en sammenlignende smagstest, hvor et <link _top kaloriefattig>kaloriefattigt alternativ bedømmes op mod et kalorierigt, det er jo en unfair konkurrence. Hvis Delight-isen skal sammenlignes med noget, kunne det være en sukkerfri skummetmælksyoghurt, den har samme energiindhold pr dl..

Server isen let optøet, det gør smagen en del bedre.
Hvad angår ispinde er det blevet rigtig svært at gennemskue, hvad det er, man egentlig får. I ”gamle dage” ( for et par år siden) kunne man læse på enhver ordentlig ispinds emballage hvor mange kalorier og andre næringsstoffer, den indeholdt. Det kan man ikke mere, og det er jo bare hamrende ærgerligt. Tænk hvor let man kunne legalisere sit is-forbrug, ved blot at veksle eftermiddagens mellemmåltid til en is af passende kaliber.