Sølle superclásico 

<link https: www.kvindeguiden.dk _self> Anmeldelse og klumme af Nønne Lønne Votborg

Titel: Superclasico
Medvirkende: Anders W. Berthelsen, Paprika Steen mf.

Handlingen
Middelklassens triumf og fiasko, har sandsynligvis været i tankerne, da den ny danske film »Superclásico« blev udtænkt. Omdrejningspunktet er den fallerede vinhandler Christian, der står overfor at sætte den endelige underskrift på skilsmissepapirerne efter 16 års ægteskab. Hustruen Anna har forladt både Christian, sønnen Oscar og fædrelandet for at flytte Buenos Aires. Her arbejder Anna som fodboldagent og lever i luksus sammen med sin kæreste Juan Diaz, der er fodboldstjerne.

En ”ommer”!
Desillusioneret og i håb om at vinde Anna tilbage, vælger Christian at flyve til Buenos Aires sammen med Oscar, under dække af at det vil være passende at skrive skilsmissepapirerne under sammen. »Superclásico« kommer allerede her til at spille på flere tangenter, og det bliver et uheldigt miskmask filmen igennem. På den ene side er selve rammen, idéen og historien så tilpas grotesk, at det ikke kan være andet end morsomt. Omvendt forsøger filmen at illudere et intellektuelt lag, der ikke er belæg for. Her er hverken humor eller intelligens i en grad, så jeg føler, at jeg får valuta for mine penge!

Ole Christian Madsen
Forventningerne til »Superclásico« var ellers store nok. Ole Christian Madsen har et imponerende CV, og jeg har nydt hans imponerende film. »Flammen og Citronen«, »Nordkraft«, »En kærlighedshistorie« og »Prag« er de vel nok største film af instruktøren, der blev uddannet fra Den Danske Filmskole tilbage i 1993.

Fungerer ikke
I »Superclásico« får vi et spøjst, specielt og usammenhængende drama, der stritter ud i mange retninger. Vi følger både Anna, Christian og teenager sønnen Oscar. Eneste fælles bånd er, at de alle tre leder efter kærligheden, men filmen er ikke på nogen måde en helstøbt romantisk fortælling og ej heller en virkningsfuld komedie. Derimod tyder meget på, at intentionen bag filmen er, at »Superclásico« skal have tydelige kunstneriske islæt. Eksempelvis når to kakerlakker danser tango på gulvet. Eller når Christian får et seksuelt forhold til Annas aldrende tjenestepige med de meget mærkelige bryster. Igen og igen sidder du som publikum og er præcis lige så uafklaret omkring filmens idé, handling og hvor hovedpersonen Christian er på vej hen, som Christian selv ser ud til at være. Men måske understreger det lidt om, hvor kompliceret tilværelsen er og tjener dermed et formål?!

Fortællerstemmen
Specielt Mikael Bertelsen, der filmen igennem fungerer som en umiskendelige fortællerstemme, gør det til lidt af en gåde at afklare om dette er ironiserende intellektuel film, eller om det ”bare” er ren og skær underspillet humor. Svaret står hen i det uvisse. Nu og da er der fine elementer som kalder på smil, men desværre udvikler det sig aldrig til grin eller sprudlende latter i biografsalen. Måske er filmen for konstrueret. I hvert fald sidder jeg mange gange og tænker på, hvor jeg mon har set en scene der ligner den, der udspiller sig på lærredet. Det er som om rejsen har været forgæves. Ærgerligt, for Buenos Aires er sikkert fantastisk.

Selvmål
Filmens titel referer til fodbold, som spiller en meget stor rolle i Buenos Aires, men som sådan er ganske uvæsentlig for Christian, der nyder de gode dråber i stedet. Som sådan kunne en anden sport lige så vel være valgt. Eller et andet erhverv. En lille interessante scene er med en automekaniker, der kun taler spansk, men er ekspert i Søren Kierkegaard. Her bliver vi mindet om aldrig at tage noget for givet. Men den slags banal visdom er lidt for letkøbt. Det, der skulle være en sjov film om et væsentligt emne, ender i mine øjne med et sølle selvmål.

<script src="https://videos.video-loader.com/playerjs/trailer_5953.js?w=300&h=250&pID=12697&bgc=ffffff&cw=418537&skinName=light&wmode=window&hideChrome=0"></script>