Man fortæller aldrig den samme historie på samme måde to gange.... 

'TERRITORIELLE UDSAGN eksperimenterer med dokumentarfilm-genrens filmsprog og sætter spørgsmålstegn ved om man kan tro på det, der bliver fortalt.

I filmen viser det sig, at når man gentager et interview flere gange, forandrer fortællingen sig.

Fire kvinder sidder og fortæller deres helt personlige historie alene foran et kamera. De fire historier er alle oplevelser, hvor kvinderne har været revet med af situationen. Det har ført dem hen et sted, som de ikke lige havde regnet med.

En af de interviewede, en herboende iransk kvinde, fortæller om den dag hendes mor spørger hende om hun vil rejse med tilbage til Iran, hvis præstestyret falder. En anden kvinde finder sig selv i en tilstand af handlingslammelse og samvittighedsnag efter at hun har negligeret et nødråb fra en hårdt forslået mand.

De fire historier er alle hændelser, hvor kvinderne er kommet ud i et grænseområde, - i situationer, som de ikke har kontrol over.

Men det er ikke kun dramaet i historiernes udvikling, de to instruktører undersøger i filmen.

Det er interviewsituationen som sådan, der her bliver afprøvet.

De fleste kender formodentlig til den oplevelse, at man aldrig fortæller en historie ens to gange.

Måden man fortæller den på ændrer sig, alt efter hvem man fortæller den til og efter hvor man befinder sig, når man fortæller den, siger de to instruktører.

I filmen har de konsekvent valgt at tage det hele med. Hvor man i den traditionelle dokumentarfilm ville klippe de interviewedes kameraskræk, fortalelser og pauser ud, får tilskueren her den rå version

Det bliver i filmen tydeligt, hvordan kameraet og dermed dokumentarfilmens brug af interview påvirker den interviewede.

Instruktørerne har ladet kvinderne fortælle den samme historie fire gange over tid, på forskellige tidspunkter af døgnet og med skiftende lyssætning.

Som historierne skrider frem bliver man som tilskuer opmærksom på små skred, - at historierne ændrer sig afhængigt af kvindernes følelsesmæssige tilstand netop i de minutter, hvor kameraet kører.

Vi oplevede at det, der i udgangspunktet var simple historier fra hverdagen, foldede sig ud og viste sig at rumme en mangfoldighed af følelser, fortæller kvinderne bag filmen Birgit Johnsen og Hanne Nielsen.

Med TERRITORIELLE UDSAGN vil instruktørerne engagere tilskueren, så denne bliver tilskyndet til at tage stilling til de forskellige versioner.

Filmen giver ingen facitliste, men gør det op til tilskueren selv at sammensætte en plausibel historie. Når instruktørerne samtidig vælger at vise mellemrummene, - de pauser og refleksioner, der er imellem kvindernes udtalelser, bliver tilskueren medvidende til det greb som ellers finder sted i redigeringen af den gængse dokumentarfilm. Mellemrummene bliver fuldgyldige sandheder på lige fod med kvindernes udtalelser.

Ydermere klippes frem og tilbage mellem personerne. Herved kommer filmen mindre til at handle om de specifikke kvinder, men bliver snarere en generel undersøgelse af vores forhold til de historier, vi fortæller om os selv