Slut fred med din krop 

At kæmpe med overvægt kan være en lang, sej kamp, men for nogen er kampen med vægten kun er en del af udfordringen. For mennesker, der døjer med en tvangspræget trang til at overspise, er det også en kamp mod ensomhed, skam og afmagt.
Med bogen Slut fred med din krop fortæller Andrea Bak sin personlige historie om mad og krop, og om at overspise, når livet er for meget. Det er historien om at få nok og gøre det, der skal til for at få bugt med spiseforstyrrelsen – og gøre det på egne præmisser. Vi bringer et uddrag ..

En sommerdag i 2009 stod jeg i spisekammeret i min mors sommerhus og var ved at arrangere "noget lækkert til kaffen" på et fad. I dette tilfælde var der tale om mazarinsnitter og brownies fra Karen Volf. Sådan nogle små, firkantede stykker kage, som vel i grunden er beregnet til at blive spist i 3-4 bidder, men som man snildt kan have i munden på én gang, når man føler sig som universets fedeste, dummeste og mest uduelige idiot.

Jeg proppede lynhurtigt en, to, tre, så, det er nok nu!, nej fire, fem stykker kage i munden og slugte dem. Til sidst var hele pakken tom. Heldigvis var der to pakker mere. Jeg satte dem på fadet og lod som ingenting. Da jeg kom ind i stuen med fadet, tog jeg et par stykker mere, som jeg spiste roligt og langsomt. "Som ethvert normalt menneske med en rygrad ville gøre det" sagde stemmen indeni.
Bagefter følte jeg skammen, for slet ikke at nævne kvalmen og fortvivlelsen, vælte rundt i min krop. Hvorfor var det så svært? Hvorfor?! Her sad jeg sammen med min mor og min lillesøster - to mennesker, der elsker mig højt og vil gøre alt for mig, og ingen af dem havde den fjerneste anelse om, hvor dårligt, jeg havde det. Jeg følte mig helt alene i verden med min trang til at proppe mig med mad og med min skam over trangen.

Med tiden er det gået op for mig, at jeg dengang led af det, der på engelsk kaldes Binge Eating Disorder - en spiseforstyrrelse, som mange millioner mennesker i hele verden lider af, og som gør os tykke og ulykkelige. Symptomerne på denne spiseforstyrrelse er netop, at man i hemmelighed på ganske kort tid spiser store mængder mad, gerne junkfood og anden mad med et højt kalorieindhold, selv om man ikke er sulten og selv om man i virkeligheden ikke har lyst til det. Maden spises hurtigt - ofte sluges den uden at blive tygget, og man spiser typisk til man får det fysisk dårligt. Alle mennesker med Binge Eating Disorder har en følelse af at være ude af kontrol, når det gælder mad, og en følelse af at være helt alene i verden med netop dette problem. Og fælles for alle er den store skamfølelse over at være ude af kontrol.

Det, jeg i mit stille sind kaldte for "boblen" havde altså en psykologisk og medicinsk diagnose, men det anede jeg intet om, og hvis nogen på det tidspunkt havde sagt til mig, at jeg havde en spiseforstyrrelse, ville jeg sikkert have slået vedkommende i ansigtet med en knytnæve. Jeg ville i hvert fald have haft lyst til det. Næh nej, jeg var bare doven og skvattet og det eneste, der skulle til, var at jeg skulle tage mig sammen. Paradoksalt nok er også dette et udpræget symptom hos mennesker med Binge Eating Disorder.

Da jeg den aften havde tævet min mor og lillesøster i Bezzerwizzer med skammen og fortvivlelsen stadig drønende rundt i kroppen, besluttede jeg mig for at gå en tur. Jeg har altid tænkt bedst, mens jeg går tur. De vigtigste beslutninger, jeg har truffet i mit liv, har jeg truffet gående. Den aften gik jeg 11 kilometer, og jeg lovede mig selv, at nu ville jeg ikke mere. Jeg orkede ikke at kæmpe mere, for jeg kunne ikke klare flere nederlag med mad. Men hvad skulle jeg så gøre?

Jeg lovede mig selv, mens jeg gik rundt i den smukke Nationalpark Thy, at jeg fremover ville passe bedre på mig selv, så jeg kan leve et langt og godt liv. Et liv, hvor jeg både som 60-årig og 85-årig kan udfolde mig frit fysisk. Jeg ved selvfølgelig godt, at vi ikke er hundrede procent herre over de skavanker og sygdomme, vi kommer til at døje med gennem vores liv, men én ting var helt sikkert: fra nu af ville jeg gøre hvad jeg selv kunne for at holde mig sund i så mange år som muligt.
Pludselig gav det hele lidt mere mening for mig. Pludselig handlede det om at komme hen til noget i stedet for væk fra noget. Og frem for alt handlede det pludselig om at passe på mig selv, frem for at presse min krop og min psyke til noget, der måske i virkeligheden var helt forkert.
Jeg var sjovt nok gået i gang med at læse en bog med titlen What got you here won't get you there, som handler om, hvordan man er nødt til at ændre sin måde at tænke på og gøre ting på for at skabe nye resultater. Jeg brugte de næste ugers tid med at tænke over, hvad jeg havde gjort før, og hvad jeg mon havde gjort forkert. Jeg tænkte også rigtig meget over, hvordan jeg gerne ville have, at mit liv skulle være. På indersiden af førnævnte bogs omslag har jeg skrevet:
“Jeg har et naturligt og afslappet forhold til mad. Jeg overspiser ikke, men nyder hver eneste mundfuld og stopper med at spise, når jeg er mæt. Jeg motionerer 3-4 gange om ugen uden tvang, men fordi, jeg nyder det. Jeg kan mærke, hvad min krop har behov for og siger fra over for ting, jeg ikke har lyst til og over for mennesker, jeg ikke har lyst til at være sammen med.”
Da jeg havde skrevet det, sad jeg længe og kiggede på det. Det var som om, det var en anden, der havde ført pennen. Jeg havde overhovedet ingen tro på, at mit liv kunne blive sådan, for jeg var jo på ingen måder sådan en, der kunne alt det. Andre kan det, men jeg kan ikke, sagde jeg til mig selv. Men jeg skrev det ned med det største håb i maven. For første gang i mit liv tillod jeg mig selv at lytte til det håb og lade håbet og ønsket klinge højere end stemmen indeni, der sagde, jeg ikke kunne.

Fra Andrea Baks bog Slut fred med din krop - Sådan blev jeg sundere, gladere - og 20 kilo slankere. En personlig historie om at turde lytte til sig selv, komme op af sofaen og ud i livet. Bogen udkommer fra forlaget Pretty Ink og >>

Bestil online