Bogen, som er skrevet af journalist Sarah Galan, er blevet til i løbet af datteren Isabels første år. Sammen med fotograf Camilla Stephan opstod ideen om at lave en bog, som inspirerede nybagte mødre til at komme i form.
”Vi vil give nybagte mødre inspiration til en sund, glad og stærk hverdag med masser af plads til at nyde samværet med sin baby,” forklarer Sarah Galan.
For Sarah Galan har træning spillet en central rolle i mange år, både som arbejde og som personlig passion. Hun trænede en del gennem sin graviditet og regnede med, at hun hurtigt ville være i gang igen efter fødslen.
”Men så sad jeg der, med min lille varme klump, som ikke bare var mit livs kærlighed, men som også krævede mig konstant. Og lysten til at smutte af sted til træning lod pludselig vente på sig,” siger Sarah Galan.
For Sarah fungerede kun én slags træning; den hun kunne lave hjemme på stuegulvet sammen med sin baby. Derfor udviklede hun et træningsprogram, hvor hun i mange af øvelserne bruger sin baby som vægt. Øvelserne er alle nøje beskrevet og illustreret i bogen. Øvelserne er samtidig tilpasset den nybagte mors krop måned for måned. Der er nemlig ikke mange sunde gevinster at hente, hvis den nybagte mor går for tidligt i gang med at træne efter fødslen, eller hvis træningen er for hård og stresser kroppen. Samtidig giver bogen inspiration til tumleøvelser med baby, som ifølge Sarah Galan giver barnet et unikt samvær med sin mor, ligesom man styrker barnets fysiske og mentale udvikling.
”Hvis du følger træningsprogrammet i bogen får du en stærk og sund krop, der er i topform til en hektisk hverdag som mor. Der er ingen garantier for, at du taber x antal kilo. Men du vil få mere energi og overskud til at nyde livet,” forklarer Sarah Galan.
Titel: Mor og baby i topform
Forfatter: Sarah Galan
Fotograf: Camilla Stephan
Forlag: Politikens Forlag