Målet med 'Sund junkfood' er først og fremmest, at give læserne indsigt i, hvad det er de går og putter i munden, hvilke ingredienser der indgår i retterne, og hvordan man nemt kan pimpe hjemmelavet junkfood med flere grønne ingredienser - uden at ungerne rynker på næsen.
"Min mission er at gøre kosten mere gennemsigtig. Vi skal vide, hvad vi spiser og vi skal lære vores børn, at god mad ikke er noget, man bare køber færdiglavet" siger forfatteren.
Ifølge Katrine handler det ikke om, at vi ikke længere må forkæle os selv og familien med de retter og snacks vi holder aldermest af. Tværtimod byder 'Sund junkfood' netop på opskrifter på klassisk junkfood. Her er blandt andet opskrifter på nuggets, pizza, hotdog, milkshakes, cookies, vafler og donuts. Nogle opskrifter bliver bragt i flere variationer, som fx burgerboller.
"Når jeg har valgt f.eks. at præsentere hele fem forskellige slags burgerboller, så er det jo fordi, det er op til folk selv, om de vil gøre deres mad lidt grønnere, undgå gluten - eller bare ha´klassikeren. Samtidig kan jeg garantere, at uanset hvilken opskrift, man vælger, vil den altid være sundere end de færdiglavede boller fra supermarket" lover forfatteren.
Når det kommer til gode madoplevelser, så handler det ifølge forfatteren især om to ting: Om at bruge gode råvarer og om at hygge sig - både med ungerne, med madlavningen og med at spise maden. Og med 'Sund junkfood' bliver det måske lidt nemmere at lokke både små og store børn med i køkkenet, for nu kan de selv være med til at tilberede deres yndlingsretter.
Titel: Sund Junk Food du selv kan lave af rene råvarer
Forfattere: Katrine Tuborgh
Forlag: Gyldendal
Bestilling:Bogen kan bestilles her