Traditioner og traditionelle måltider er nogle af de oplevelser, som er stærkest til at vække erindringer. Duften og smagen af en ret kan på ingen tid bringe os tilbage i vores bedstemoders køkken og minde os om mennesker og begivenheder, som vi troede, vi havde glemt for længst. Julen og julens måltider er nok de bedste eksempler, og det gælder på tværs af alderstrin og sociale skel.
Tænk på den krydrede lugt af brunkager og gløgg, den aromatiske duft af tændte stearinlys og selve juletræet, duften af den stegte and, smagen af den brune sovs og de brunede kartofler, og tænk på mundfølelsen af risalamande. Alle disse sanseindtryk skal helst være præcis, som vi husker dem fra tidligere, ellers bliver det ikke jul.
I denne bog har en kok og en videnskabsmand sammen lavet forberedelser til julen, så dufte og smage af mad og drikke bliver, som vi alle forventer. Her kan du få opskrifter på, hvordan du fx tilbereder det perfekte sprøde andeskind, den mest velsmagende brune sovs, den balancerede sursøde rødkål og den rette tekstur af risalamanden. Samtidig kan du blive klogere på, hvorfor smagen, lugten og mundfølelsen bliver, som den gør.
Titel: Smagen Af Jul
Forfatter: Ole Mouritsen & Klavs Styrbæk
Forlag: Nyt Nordisk Forlag
Bestilling:Bogen kan bestilles her
Om forfatterne
Ole G. Mouritsen, der er dr. scient. og professor i biofysik ved Syddansk Universitet og interesseret i videnskaben bag madlavningen, har tidligere udgivet bøgerne 'Tang – Grøntsager fra havet' og 'Sushi – Lidenskab videnskab & sundhed'. Klavs Styrbæk er kok og har gennem mere end tyve år drevet Restaurant Kvægtorvet i Odense. Sammen har de skrevet bøgerne 'Umami' og 'Fornemmelse for smag'.