Anmeldelse og klumme af Nønne Lønne Votborg
Rødstrømpe har Barbara Gram aldrig været. Tværtimod. Men alligevel bærer hendes personlige kvindehistorie titlen ”Fisk uden cykel”, og referer dermed til rødstrømpernes slagord: "En kvinde uden mand er som en fisk uden cykel". I Barbara Grams bog om sit liv får vi lov at være med hele vejen fra de første glade barndomsår i det rige Hellerup og efterfølgende Aalborgs pendant Hasseris. Vi er med under uddannelsesårene som journalistelev på Aalborg Stiftstidende og de efterfølgende turbulente år, hvor hun møder den forkerte mand, får abort og et barn hun bliver enlig mor til. Der tegner sig et tydeligt billede af en borgerlig pige, der kæmper med et lavt selvværd og stereotype normer hun gerne vil leve op til, men også foragter.
Karakteristisk eksempel på kvindeliv
På Alt for Damerne har Barbara Gram sin storhedstid sammen med de uundværlige gode kolleger kaldet "Damerne". De opnår en indstilling til Cavlingprisen, og vi mærker hvor vigtigt det er for forfatteren at opnå anerkendelse og respekt. Datteren ser dog ikke så meget til sin mor, der arbejder ivrigt og meget, men også ser en del forskellige mænd. Her er bogen ganske bramfri og ærlig.
Barbara Gram er som mor en af den slags løvinder, der formår at få meget ud af de muligheder, der byder sig. Hun køber tidligt et billigt folkevognsrugbrød, så hun og datteren kan komme rundt og siden følger et lille sommerhus. Børnepasning går efter bedste beskup og lejligheder får Barabara Gram via kontakter, så hun kan springer køerne over. Bogen vil uden tvivl kunne inspirere andre kvinder til at tro på deres egen formåen og kunnen.
Bryllup uden mand!
Efter en række år som enlig, hvor Barbara Gram tilmed har holdt bryllup for sig selv med hele balladen inkl. bryllupsfest med gaver, taler og sange, finder hun langt om længe lykken i form af Michael Rottbøll fra Børglum Kloster i Nordjylland. Privatlivet har hidtil været om end meget kaotisk og endelig falder der lidt ro på privat, men på arbejdsfronten søger Barbara Gram nye udfordringer hos Dansk Røde Kors og siden hen Danmarks Radio. Det bliver til 13 år hos Røde Kors og en sand dedikation for hjælpearbejdet. Hist og pist indeholder bogen billeder, som supplerer teksten og gør det hele til en endnu mere letlæselig fornøjelse. Vi ser fx Barbara Gram på rejser med Røde Kors til verdens brandpunkter.
Ærlig og usnobbet
”Fisk uden cykel” fortælles forbavsende ærligt, og uden videre omsvøb bliver vi inddraget i små og større problemstillinger på arbejdet og privat. Vi får lov at høre, hvordan Barbara Gram går ned med flaget hos Danmarks Radio med stress og oplever en ubeskrivelig tristhed og magtesløshed. Uden at kunne finde en rationel årsag må hun pludselig se sig selv som den deprimerede, der må modtage hjælp frem for selv at være den stærke. Vel tilbage igen på Danmarks Radio har Barbara Gram lært at passe på sig selv og fundet frem til ting, der gør livet mere værdifuldt for hende, og vælger at holde orlov så bogen her kan blive til. Det budskab er ikke ubetydeligt!
Vidnesbyrd fra virkeligheden
Som mangeårig journalist leverer Barbara Gram her en velskreven og velfortalt bog om sit liv. Indimellem har jeg måske en idé om, at der ikke er grund til at pensle tingene så meget ud og kan være lidt bekymret fordi en lang række mennesker er omtalt på en sådan vis, at det er lidt for let at genkende dem. Personligt mener jeg, at vi skal være forsigtige med at udlevere andre på den måde, når det ikke rigtig tjener et væsentligt formål. ”Fisk uden cykel” er en bog vi skal læse fordi den skildre en svunden tid – 40´erne, 50´erne, 60´erne, 70´erne og 80´erne – set med en kvindes øjne og født i et borgerligt hjem.
Giv os en forsættelse om 5 år
Vi får mulighed for at følge Barbara Grams personlige udvikling tæt og vidne forholdet mellem mor og datter i efterkrigsårene og op. På samme vis får vi indsigt i forholdet mellem forfatteren selv og hendes egne børn, hvoraf den første netop er en datter, som hun i flere år er alene med.
”Fisk uden cykel” fortæller den menneskelige historie lige så vel som den fortæller om samfundet, der på mange måder udvikler sig og dog står stille på en række punkter. Barbara Grams glæder og sorger er vedkommende, væsentlige og virkelige. Som læser ønsker du derfor, at bogen ikke vil ende …
Bestil online
Kategori: Biografier
