_______________________________________________________
Hej brevkasse.
Min kæreste og jeg har været sammen gennem 9 år. Vi er begge omkring de 30. Vores forhold er egentlig meget godt, men vi har haft perioder med op og nedture, hvor, især jeg, har været i tvivl om forholdet er det rigtige for mig.
Inden for det sidste års tid har jeg været igennem et terapiforløb for depression og angst. Det er ikke en depression jeg har opbygget gennem de år, vi har været sammen, men "blot" noget som ikke er blevet taget hånd om før nu. Igennem forløbet er jeg blevet mere bevidst omkring mig selv, og hvad jeg ønsker her i livet. Men jeg er stadig ikke nået dertil, hvor jeg helt præcist ved hvad jeg vil, og har svært ved at være bestemt og sige, at nu er det sådan jeg gør.
Gennem den seneste tid har vi snakket om hus og børn, og vi har også været ude at se en del, men har endnu ikke fundet ”huset”.
Nu er jeg også kommet i tvivl om det virkelig er det jeg vil. Når jeg ser mig selv stå i sådan et hus og med barn, mister jeg helt energien, og har svært ved at forestille mig i den situation, sådan som jeg har det lige nu.
Jeg føler, at jeg igennem lang tid bare har fulgt med strømmen og gjort hvad andre mener, at der er rigtigt for mig og for én i min alder.
Jeg har gennem livet altid haft mange drømme om fremtiden, men det har jeg ikke længere. Jeg har en gang snakket med min kæreste om, hvad jeg drømmer om, men hans kommentarer til, hvad der skulle til for at mine drømme skulle gå i opfyldelse, fik det til at ligne en så utrolig lang forhindringsbane, at jeg nu slet ikke tør drømme om noget mere.
Vi har skæve arbejdstider i forhold til hinanden, hvilket gør at vi ikke er så meget sammen. Det har også sat sit præg på vores intime liv, hvor der ofte kan gå lange perioder mellem vi er i seng sammen. Vi har begge varme følelser for hinanden, men nogle gange føles det mere som om, vi er rigtig gode venner, end vi er kærester.
Jeg er så endnu engang kommet til et punkt i mit liv, hvor jeg er i tvivl om, det er det rigtige for mig, at være sammen med min kæreste. Det handler ikke så meget om han er god nok eller ej - han er på mange måder en fantastisk mand. Men det handler mere om, at jeg føler at det er svært for mig at finde mig selv og udvikle mig personligt, i et miljø hvor der ofte er så meget tvivl, manglende intimitet og ingen drømme.
Lige nu har mangler jeg lysten til livet. Jeg føler mig lukket inde og begrænset i, hvad jeg kan gøre. Det skal siges at min kæreste på ingen måde fysisk begrænser mig, eller siger at jeg ikke må dit og dat. Men ligeså snart jeg træder ind af døren til vores fælles hjem, mister jeg fuldstændig energien til at gøre noget.
Jeg har lyst til at få mine drømme og min livsenergi tilbage. Jeg har lyst til at hele kroppen og livet bobler af glæde. Jeg har lyst til at leve livet! Jeg tror på, at jeg kan få det sådan. Men jeg er meget i tvivl om det er sammen med min kæreste eller uden, at jeg skal finde det.
Skal jeg forlade det trygge og sikre, til fordel for det usikre, og noget jeg slet ikke ved hvad der er?
I det usikre ligger der mange spørgsmål om jeg så nogensinde får muligheden for at få børn inden det er for sent. Og vil jeg overhovedet opnå den ro, jeg søger, til at kunne udvikle mig selv ved at gå fra ham?
Hvordan finder man ud af hvad man virkelig vil? Jeg forsøger at mærke efter inde i kroppen, men ofte flyver det rundt med blandede følelser og praktiske foranstaltninger (og omgivelsernes meninger) som væltes sammen.
Jeg håber du kan hjælpe mig.
Den fortvivlede
_______________________________________________________
Kære fortvivlede
Tak for dit lange brev, som jeg vil forsøge at besvare efter bedste evne. Det er mit håb, at såvel du, som andre fortvivlede, der læser dette svar, kan få nyt mod til at bryde en fortvivlende og fastlåst situation - og få nye indsigter til at komme videre af en vej, som genererer energi og livslyst i modsætning til et liv der tapper energien.
Du skriver, at du har en rar kæreste, som du efterhånden er mere ven med end egentlig kæreste. I taler i øjeblikket om hus og børn, men kan ikke finde det rigtige hus, samtidig er du bange for at du ikke når at få børn i tide.
Du skriver også, at du helt taber energien når du forestiller dig lukket inde i et hus med et barn.
Det fremgår tydeligt af dit brev, at du er meget i tvivl om hvad du vil med dit liv, du er i tvivl om hvorvidt du er sammen med den rigtige kæreste og om det at skabe familie, købe hus og få børn sammen med din kæreste, virkelig er noget du ønsker.
Med det du skriver, lyder det også som om, at det er et meget ustimulerende miljø du befinder dig i. Et eksempel på det er, at dine fremtidsdrømme allerede i en ung alder er helt slukket, fordi du lader dig påvirke af, at din kæreste får dig til at tro, at de drømme du gerne vil realisere er så indviklede og besværlige, at du opgiver på forhånd.
Når jeg læser din beskrivelse af hvordan dit liv ser ud lige nu, lyder det som om, at du er ramt af en form for reaktiv depression. Du vil på den ene side gerne realisere nogle drømme, men lader dig påvirke af det miljø du lever i, med det resultat at du helt har mistet både dit livsmod og din livsenergi. Kort sagt, at det liv du lever med din kæreste, dræner din energi i stedet for at opbygge energi..
Mit råd til dig er, at du så hurtigt som muligt må træde ud af din bekvemmelighedszone og lige nu droppe alle tanker om hus, mand og børn indtil du har fundet ud af, hvad du vil med dit liv. Det kunne blive noget af en katastrofe for alle parter, hvis du fortsætter med at gøre det alle andre gør, uden først at finde ud af hvad det er, der giver mening i dit liv.
Så mit forslag til dig er, at du og din kæreste i hvert fald for en periode flytter hver for sig. Det kunne give jer mulighed for at finde ud af, om I kan ændre den situation, at I er gået i stå, selvom I kun er omkring 30 år.
Din primære opgave er, at du skal bruge noget tid til at finde ud af, hvad du vil med dit liv. Du må finde ud af, hvad der giver glæde, energi og livslyst, og hvad du kan gøre for at finde mening med dit liv. Disse nødvendige erkendelser vil du næppe finde frem til, hvis I fortsætter med at bo sammen. Som du skriver, er det ikke p.g.a manglende følelser for hinanden, at du er gået død i forholdet, men mere at du er nødt til selv at finde ud af hvad du vil, hvad du kan og hvad du har lyst til. Du skal først lære at mærke efter, hvad der giver energi og hvad der tapper din energi.
Det kan være nødvendigt, at du får noget hjælp og støtte til at mærke efter hvor du skal starte, enten fra en klog ven eller en professionel. Det kan være svært alene, at holde fast i nye mål, pga. at du er så langt nede mht. dit energiniveau og din livslyst.
Din opgave består også i at udfordre din tvivl om dit forhold, din fremtid og hvilke drømme der skal opnåes for at du kan opleve at dit liv har retning og er meningsfyldt. Du kunne evt. også forsøge dig med meditation, da det kan hjælpe dig med at lære dig selv bedre at kende.
Men det vigtigste er, at du tager ansvar for, at du ikke kan fortsætte med at leve i tvivl om den rigtige kæreste, det rigtige hus og det rigtige tidspunkt at få børn på. Det vil ikke være fair overfor dig selv eller andre at handle på det nu værende grundlag. Du skal først være meget mere afklaret og det bliver du næppe, hvis du ikke får en tid for dig selv.
