__________________________________________
Hej brevkasse.
Jeg er kvinde og så frustreret, at jeg kunne skrige højt. Jeg blev skilt for år tilbage, men fandt for 4 år siden en kæreste. Han er 7 år ældre end mig. Vi bor ikke sammen, og det er der heller ikke umiddelbart udsigt til.
Min ven er sød og rar og rigtig hyggelig at være sammen med. Vi rejser sammen og hygger os sammen ca. hver 2. weekend med hjemmeting, koncerter, udflugter m.m. Det er gået fint med vores respektive børn. Ingen problemer der.
Den første tid havde vi et dejligt sexliv sammen, hvor jeg fik alt det, jeg havde savnet i årene alene. Jeg var forelsket, glædede mig altid vanvittigt til at mødes. Vi tændte let på hinanden og det fysiske samliv var rigtig dejligt og skønt og tilfredsstillende . Bortset fra samleje. På det punkt svigtede potensen, om end han godt kunne komme på andre måder. Han siger det er/var præstationsnerver og hver gang jeg har bragt problemet op, har jeg gjort det større og mere uløseligt.
Nu - 4 år efter vi mødtes - er det blevet til et kæmpeproblem mellem os.
Siden vi mødtes, er der for hans vedkommet blevet konstateret forhøjet kolesterol, åreforkalkning, diabetes 2, forhøjet blodtryk. Evnen til rejsning er nu nærmest helt væk. Vi er seksuelt sammen med 3-5 uges mellemrum, men det føles som om han udfører sin borgerpligt i stedet for at elske med sin kæreste. Når jeg prøver at sætte problemet på dagsordnen, så taler han meget nødtvungent med mig, men det bringer ikke noget med sig. Jeg savner sex. Savner det, så det gør ondt. Jeg synes ikke man er par uden. Jeg bliver vanvittig af at være havnet i et forhold, hvor 1 tantekys og 2 knus er det eneste sikre fysiske, vi har sammen i løbet af en hel weekend. . Han går i seng mellem kl. 2 og 4 om natten og har selv indrømmet, at han flygter fra situationen ved først at komme i seng længe efter jeg har måttet give op overfor søvnen. Han bliver siddende oppe og drikker alt alt for meget vin i stedet for at komme med sin kæreste i seng. De mange afvisninger har gjort mig helt handlingslammet mht. at tage initiativ. Det føles ydmygende ikke mere at kunne mærke hans lyst til mig. Og at al naturlig berøring er blevet unaturlig.
Jeg forstår at ydmygelsen givet er værre på den anden side af bordet, men jeg er 100% sikker på, at de fysiske forhindringer for et normalt sexliv langt overstiger de psykiske. Hvis han ville tale med sin læge og prøve nogle af de nye potensmidler, så er jeg sikker på det kunne hjælpe os i den rigtige retning igen. Lige nu går det mod cølibat. Hele problematikken er et kæmpe tabu, som kun jeg indimellem bryder. Selvom jeg gentagne gange har sagt helt tydeligt og klart hvad jeg mener og hvad jeg længes efter, så afføder det max 15 minutter snak og et noget halvhjertet: "Jamen, jeg skal prøve at øve mig i at komme dig i møde" . Og derefter bliver det endnu en tand værre. Mht. lægebesøg og professionel rådgivning, så døde han vist hellere, før han gik med til. Han er en mand for hvem sexlivet altid har været belagt med tabuer og hvor man aldrig sagde tingene lige ud. Sex kunne ikke aftales, det skulle opstå af en stemning. Disse to ting gør jo i sig selv, at det nærmest er umuligt, dels at tale med lægen, dels at have sex, der indebærer planlægning mht. potensmidler.
Hvad i alverden skal vi gøre? Jeg vil ikke leve resten af mit liv uden sex.
Jeg føler mig snydt. Vi skal 8 år tilbage i tiden, før den side af mit liv bare fungerede. Var det så det??? 43 år gammel... og så stort set slut med sex i dette mit liv? Det er virkeligt et stort offer at give. Omvendt ville jeg virkelig savne ham, hvis vi gik fra hinanden. Hvad synes du jeg skal gøre. ??
Lige nu hvor han har så mange skuffelser på helbredsfronten er jeg ked af at fremtvinge et slags ultimatum, men det må vel gøres før eller siden. Eller må det?? Jeg kan jo ikke tvinge manden til at få lyst til mig igen, til at fungere igen, til at turde igen. Men lige nu føler jeg, at jeg mister mig selv, at jeg går alt, alt for meget på kompromis, på et for mig rigtig vigtigt område. At jeg er ved at lægge mit liv i mølposen som 51-årig.
Hjælp mig med et råd
Mange hilsner.
__________________________________________
Tak for din lange mail, der indeholder så meget smerte over at du i så ung en alder må lide under et mangelfuldt sexliv med din kæreste. En kæreste som du i øvrigt holder meget af og deler andre gode oplevelser med. Du skriver, at I har haft et godt sexliv i begyndelsen af jeres forhold, men at din kæreste nu nærmest flygter fra sexlivet. Han vil ikke tale om sin manglende formåen på det seksuelle område og nægter at forsøge at få hjælp i form af potensfremmende medicin.
Din kæreste har, siden I mødtes, fået konstateret en række hjerte/kar sygdomme med diabetes 2, forhøjet kolesterol og forhøjet blodtryk og åreforkalkning. Disse helbredsmæssige problemer er sikkert en meget væsentlig grund til, at han har vanskeligheder med at fungere seksuelt.. Han er samtidig af en årgang hvor mange netop ikke kan forestille sig at sex kan planlægges eller i talesættes, men er noget der gerne skulle fungere og opstå af stemning og lyst. Endelig er det forståeligt, at det må være en kæmpe ydmygelse for ham at opleve, ikke at slå til som mand når han er sammen med dig. Han vælger at flygte ved at undgå at tale om problemet og ved at sidde længe oppe om natten og vente på at du skal falde i søvn. Samtidig sidder han og drikker en masse vin til langt ud på natten. Denne adfærd tolker jeg som et tydeligt tegn på at situationen, også for ham, er svær og smertefuldt.
Du skriver, at du har et stort behov for sex og føler dig snydt over, at du i en alder af 51 år må se dit sexliv nærme sig ufrivillig cølibat.
Jeg kan sagtens forstå din bitterhed og afmagt over de realiteter der tegner sig for et fremtidig sexliv med din kæreste. Du har forsøgt at løse problemet ved, med jævne mellemrum, at tale med ham om problemet. Du er kommet med forslag om at bruge de hjælpemidler der findes, for på en mere teknisk måde, at få et sexliv. Du vil gerne have at din kæreste opsøger sin læge, for at få hjælp til at løse problemet. Men som du selv skriver, er problemet kun blevet større ved at tale om det og presse på for en løsning. Det ser ikke ud til, at du kan løse problemet ved at konfrontere din kæreste med problemet. Tværtimod ser det ud til at ulysten bliver større jo mere han presses. Jeg tror, at han har mistet lysten til dig, netop fordi han føler sig presset til at præstere noget, han ikke er i stand til på naturlig vis.
Som du selv skriver, så kan du ikke fremtvinge hans lyst til dig, ej heller, at han skal komme til at fungere seksuelt igen. Men du kan derimod vælge hvad du kan og vil leve med.
Du beder mig om et råd til hvad du skal gøre. Jeg vil, først og fremmest, anbefale dig at se realiteterne i øjnene, nemlig at din kæreste ikke mere, på naturlig vis, kan fungere seksuelt. Du må indse, at han ikke vil have nogen behandling for hans potensproblemer og indse, at han lider meget under den ydmygelse det er for en mand, ikke at kunne tilfredsstille sin kvinde. Og sidst men ikke mindst, så har din tilgang til problemet mht. at ville tale om problemet og presse på for en løsning, han ikke syntes om, angiveligt været medvirkende til at hans lyst til dig er forsvundet.
Du skriver, at du ikke kan stille ham et ultimatum pga. hans helbredsproblemer. Til det vil jeg sige, at der i mine øjne ikke er noget ultimatum at stille, for han kan ikke levere det du har brug for.
Tilbage står så dit valg. Vil du, med dine egne ord, puttes i mølposen nu som 51-årig, eller søge at få det sexliv, som betyder så meget for dig?
Hvis du når frem til det sidste, må du først og fremmest tænke på dig selv og erkende, at det du har brug for, ikke kan imødekommes dit nuværende forhold.
Jeg tror desuden, at det kan blive svært at reparere det der er ødelagt ved, at din kæreste føler sig presset og ydmyget over, ikke at kunne leve op til det der forventes af ham som mand.
Så mit råd er, at hvis din frustration over at din kæreste ikke kan opfylde dit behov, er så stor, som du giver udtryk for, så må du se, om du kan få dit ønske opfyldt et andet sted.
Det er altid svært at se virkeligheden i øjnene, men fat mod og styrke til at få det liv du ønsker så brændende.
