Antallet af kvinder der vælger at få foretaget kejsersnit, har de sidste år været stigende. En del af stigningen skyldes at flere kvinder, på trods af at de fysisk og helbredsmæssigt vurderes til at kunne gennemfører en fødsel uden komplikationer, selv vælger at få foretaget kejsersnit.
Det er blandt andet kvinder med ubehagelige minder fra tidligere fødsler, eller førstegangsfødende som har voldsom angst for at føde, der vælger at få foretaget kejsersnit.
Men kejsersnit bør være nødløsningen, mener mange af BarneGuidens læsere. Kvinder, der selv har født ved kejsersnit, har de seneste måneder bidraget til debatten med beretninger om traumatiske oplevelser og komplikationer som følge af kejsersnit.
Katrine Juel Andersen har fortalt BarneGuiden om sine oplevelser...
Katrines kejsersnit
Da Katrine skulle føde i oktober 2001, fik hun svangerskabsforgiftning i 33. uge og blev sat i gang i 38. uge pga. for højt blodtryk.
Efter 2 døgn og 4 forsøg på at lægge en epiduralblokade, som aldrig kom til at virke, besluttede lægerne at foretage akut kejsersnit.
Da anæstesilægen fortsat havde problemer med at lægge epiduralblokaden, endte Katrine med at blive lagt i fuld narkose. I dag tænker Katrine tilbage på fødslen som en meget voldsom, udmattende og smertefuld oplevelse.
”Det var simpelthen den værste oplevelse i min mands og mit liv, men vi fik den dejligste dreng, som i dag er knap 3½ år.” fortæller Katrine.
Smerter
En uge efter fødslen, gik arret op og Katrine måtte af sted på hospitalet for at blive lappet sammen igen.
”Jeg blev ved med at have ondt i mit ar - og beklagede mig til sygehuset. Samtidig kunne jeg ikke mærke de 3 yderste tæer på min venstre fod.” fortæller Katrine. ” Jeg fik at vide, at den snurrende fornemmelse i tæerne ville forsat være der et stykke tid pga. rygmarvs- og epiduralblokaden.”
Cyster
Smerterne i Katrines ar, ville lægerne først forsøge at gøre noget ved, efter 12 måneder. Men Katrine havde meget ondt og blev ved med at beklage sin smerte på hospitalet. Først efter 14 måneder, blev hun undersøgt af en læge, som med det samme slog alarm. Katrine havde fået en knude i arret og måtte straks opereres.
Et par dage efter fjernede en plastikkirurg 10 cyster fra hendes kejsersnit.
”Jeg var indlagt i 5 dage og måtte ikke bære min søn i 3 måneder . Han var 14 måneder på det tidspunkt. Det var en hård tid.” fortæller Katrine.
Gravid igen
Da Katrine blev gravid igen, vidste hun, at hun, med de komplikationer hun havde oplevet ved sidste kejsersnit , ikke frivilligt ville vælge kejsersnit igen.
Men da hun, 3 uger før termin, tilfældigt snakker med en sygeplejerske, som tidligere har arbejdet på en barselsgang, fortæller sygeplejersken, at hun har set nogle gravide hvor arret i livmoderen fra første kejsersnit, er gået op under næste fødsel.
Foruroliget henvender Katrine sig til sin jordemoder og en fødselslæge, som forsøger at berolige hende med at de sjældent ser den slags komplikationer.
Katrine går en uge over tiden. Denne gang kommer veerne naturligt og helt af sig selv. Hun kommer ind på fødegangen og kommer i et varmt bad. Katrine føler, at det hele tegner til at blive en fin fødsel og lige sådan som hun drømte om en fødsel skulle være.
Hun åbner sig hurtigt, men da vandet går, får hun pludselig voldsomme smerter i maven. Smerten er underligt nok værst mellem veerne og jordemoderen bliver straks tilkaldt.
Herefter tilkaldes fødselslægen og han beordre akut kejsersnit.
Kejsersnit igen
Katrine slipper for fuld narkose og en halv time senere holder Katrines mand deres lille, fine datter i sine arme.
Men hun får ikke rigtigt nogen forklaring hvad de voldsomme smerter i maven skyldes og hun sendes hjem efter 5 dage på hospitalet. Hjemme får hun igen voldsomme smerter i maven, høj feber og kan ikke stå ud af sengen.
”Dagen efter hjemkomsten tager jeg op til min egen læge. Han indlægger os igen og mener, at jeg har fået en infektion i livmoderen. ” fortæller Katrine.
Infektion i livmoderen
På hospitalet bekræfter man lægens formodning. Katrine har fået infektion i livmoderen og hun kommer på en 10 dages antibiotika kur.
På hospitalet glemmer man at fortælle Katrine, at antibiotika udskilles i modermælken. Katrine tror, at det er årsagen til at hendes lille datter skreg sig gennem de første 9 uger at sit liv.
”Jeg henvendte mig igen til lægerne og de fortalte, at hun ville være plaget af det i 8 til 10 uger efter at jeg var startet på antibiotikabehandlingen. Men vi havde i mellemtiden, prøvet med zoneterapi og kiropraktor, fordi vi troede hun have kolik. ” fortæller Katrine.
Da Katrine, 6 uger senere, kommer til samtale hos sin jordemoder, fortæller jordemoderen hende, at hendes ar i livmoderen fra første gang, var gået op efter at vandet var gået.
”Det stod i min fødselsjournal.” fortæller Katrine ”Hvorfor jeg først får det at vide 6 uger efter og ikke med det samme på sygehuset, er mig fortsat en gåde, som jeg ikke har haft overskud til at undersøge nærmere…”
I dag forsøger Katrine at lægge de voldsomme oplevelser bag sig. Hun har 2 dejlige, sunde børn og hun skal ikke have flere. Men debatten om kvinders frie valg af kejsersnit undre hende.
Fraråder kejsersnit
”Det er mig en gåde hvorfor kvinder, der ikke fejler noget fysisk, vælger at få foretaget kejsersnit.” siger Katrine. ”Jeg tænker tit, at hvis jeg ikke havde fået svangerskabsforgiftning første gang og var blevet sat i gang, så havde jeg født normalt og havde ikke være igennem 3 smertefulde operationer.”