"Hornvioler tåler frost godt og blomstrer fra tidligt forår, og bliver ved til midt på sommeren med en stor og vedvarende blomsterrigdom. Samtidig fås de i et væld af flotte farver. Kig derfor efter hornvioler, så snart vejret tillader dig at komme i jorden og plante bede og krukker til med disse fine forårsbebudere", lyder opfordringen.
Vælg farver med omhu
Hornvioler fås i alle regnbuens farver. Både som ensfarvede, tofarvede, flerfarvede og tigerstribede. Det kan faktisk være svært at vælge mellem alle de skønne farvevariationer. Jeanette Roust Thysen råder dog til besindighed. Resultatet kan nemlig godt blive lidt for broget, hvis du blander for mange forskellige farver sammen, mener hun.
"Vil du skabe en flot og rolig flade, bør du kun plante én slags hornvioler i hver krukke, altankasse eller bed. Variationen kan du skabe ved at sætte flere krukker med forskellige farver af hornvioler sammen i en gruppe", råder Jeanette Roust Thysen.
"Det er også flot at sætte krukker med én slags hornvioler sammen med andre krukker fyldt med løgblomster i farver, der matcher tone-i-tone, som lysegul og mørkegul. Hvis du er mere til kontraster, giver gule og blå blomster også en flot effekt".
Brug hornvioler i rosenbedet
Hornvioler er også velegnede i havens bede fx som bunddække i et rosenbed.
"Plant hornviolerne med ca. 15-20 cm afstand og gerne i smågrupper af tre. I løbet af sommeren vokser planterne sammen og lukker for det meste frøukrudt. Samtidig holder de på jordens fugtighed uden at stjæle næring fra rosernes dybere rødder", fortæller Jeanette Roust Thysen.
Haveselskabets 5 tips om hornvioler
- Hornvioler er nemme plante, der kan trives de fleste steder fra halvskygge til fuld sol. Blomsterpragten bliver dog frodigst, hvis planter sættes i fuld sol.
- Vand og gød lidt indimellem, men undgå, at planten sopper i vand, eller at jorden tørrer helt ud.
- Bliver planten ranglet, kan du klippe den lidt tilbage.
- Som hos andre blomster kan du fremme blomstringen ved at nippe gamle blomster af. Så bruger den kræfter på at sætte nye frem for at danne frø. Men den fortsætter også blomstringen udmærket, selvom den ikke nippes.
- Selvom hornvioler ofte sælges som sommerblomster, er de egentlig to-årige planter eller kortlivede stauder. Du kan få glæde af dine hornvioler igen til næste forår ved at plante dem ud i et bed, når krukkernes indhold skal erstattes af egentlige sommerblomster.
Kilde: Haveselskabet