- Fjern visne stilke og blade fra sidste år, løsn jorden mellem planterne og fjern ukrudt.
- Hold øje med planter, der breder sig og begræns deres vækst ved at dele dem med en spade. Fjern de overflødige plantedele og smid dem på komposten eller plant dem andre steder i haven.
Tynd ud blandt nye skud
Ved at tynde ud i dine stauder, giver du dem gode betingelser for at vokse og trives. Hvis de sidder tæt, og alle får lov at vokse sig store, bliver der for trangt, og de kommer til at kvæle hinanden. Det er derfor, ældre planter bliver tynde eller måske ligefrem dør. Ved at fjerne nogle af de nye skud midt i planten, får de tilbageblevne plads og kraft til at vokse sig sunde og robuste.
I kanten af planterne er der god plads, så her behøver du ikke tynde ud i skuddene. Der er heller ikke nogen grund til at tynde ud blandt skuddene på de unge planter.
Sæt gang i komposten
Vend kompost, komposteret gødning eller en anden form for langsomt virkende gødning i jordens øverste lag. Der hvor det er svært at vende gødningen i, kan den blot lægges oven på jorden. Hvis din kompost kun består af haveaffald og ikke har fået iblandet køkkenaffald, er den formodentlig så fattig på næring, at det er nødvendigt at supplere med en anden gødningsform.