Gode råd om medicin på flyrejsen
Statens luftsfartsvæsen har skrevet en række gode råd når du har brug for medicin på flyrejse.
Må jeg tage flydende medicin med i min håndbagage når jeg rejser fra dansk lufthavn?
Medicin fremstillet som væske, gelé eller lignende fydende form er undtaget fra reglerne for væsker i flyhåndbagage. Det vil sige, at du gerne må tage flydende medicin med i en større mængde end 1 deciliter pr. beholder. Du er heller ikke begrænset til, at beholderne med medicin skal kunne være i en gennemsigtig pose med et rumfang på højst 1 liter. Til gengæld skal du være forberedt på, at personalet i sikkerhedskontrollen kan forlange bevis på varens ægthed. Du skal kunne bevise, at det rent faktisk er medicin, du har med. Flyver du fra lufthavne i andre EU-lande, kan du blive stillet overfor et krav om en lægeerklæring på engelsk med oplysning om, hvilken type medicin du bruger.
Hvordan kan jeg undgå problemer i sikkerhedskontrollen?
Du kan selv bestemme, om du vil tage din medicin med i håndbagagen eller sende den med i indchecket bagage. Er din medicin til akut eller fast daglig brug, bør du tage den med i håndbagagen. Så kan du bruge den, selv om bagagen bliver forsinket. Anden medicin, især den i fl ydende form, kan det være en fordel at pakke i kufferten. Du skal dog være opmærksom på, om medicinen kan tåle opbevaring i flyets kolde lastrum. Til brug for sikkerhedspersonalets eftersyn af din håndbagage anbefales, at du allerede inden rejsen
sørger for bevis på, at medicinen er ægte.
Du kan fx medbringe:
• Den flydende medicin i den originale og ubrudte pakning fra producenten
• Recepten - få den med fra apoteket, selv om den ikke kan bruges igen
• Kassebon for køb af medicinen.
Andre gode råd
• Køb evt. næsedråber til flyturen i lufthavnens afgangshal
• Hæld ikke din medicin om i andre beholdere, fx for at spare plads eller vægt i håndbagagen.
Obs!
De nye regler for håndbagage gælder alle flyafgange fra lufthavne inden for EU. Men, kravene til dokumentation for medicins ægthed kan være forskellige i de enkelte lande.
Når du rejser med medicin, skal du være opmærksom på, at det afhænger af lovgivningen i det enkelte land, hvilken medicin - og hvor meget heraf - du må tage med ind og ud af landet. Det gælder både ved rejse til EU-lande og til andre steder i verden.
For medicin, som indeholder euforiserende stoffer, gælder særlige regler. Til visse rejsemål kan danske apoteker udstede et såkaldt ”pillepas” for sådanne lægemidler.
Hos rejselandets ambassade kan du få oplysning om dine muligheder for at medbringe medicin til landet.