__________________________________________
Hej brevkasse,
Jeg har været gift med min mand i 2 år. Vi er begge omkring 30. Han forlod en kæreste gennem 7 år tilbage i sit hjemland. Han forlod samtidig et forhold, der havde været præget af, at hun havde været overhunden. Han har gjort flere mislykkedes forsøg på at komme ud af forholdet. Han vælger derfor at rejse udenlands for at komme fri af hendes jerngreb. I Danmark møder han mig. Vi aftaler at prøve lykken sammen, så han bliver i Danmark. Jeg finder efter et halvt år ud af, at kæresten intet ved om min eksistens. Jeg beder ham selvfølgelig om at få hende det fortalt hurtigst muligt, således hun ikke sidder i venteposition i hjemlandet. Han giver udtryk for, at det er synd for hende, at det bliver svært at gøre hende ked af det, og at hun vil blive vred på ham. Han får gjort det forbi med hende, og vi flytter sammen. Jeg siger på et tidspunkt, at jeg ikke er så god til ex-kærester, så jeg er egentlig ikke så interesseret i at høre mere om hans liv med hende. Også selv om han næsten kun fortæller grimme ting om hende. Der går 2 fantastiske år. Vi er bare som skabt for hinanden.
For 4 måneder siden kommer det på tale, at vi er inviteret til en fest i hjemlandet, hvor hun også er inviteret. Han afslår invitationen med den grund, at det nok ikke er så godt, vi mødes - hende og mig. Dette undrer mig voldsomt, og får mig til at spørge om, hvori deres kontakt består, siden det skulle være et problem at mødes. Han fortæller, at de har mødes en enkelt gang, da han var alene på besøg i hjemlandet. Og at de har talt i telefon sammen et par gange på de 2 år, der er gået. Men at jeg nok ikke ville synes, det var rart at møde hende. Jeg sidder med en fornemmelse af, at det nok i virkeligheden handler om, at han ikke har lyst til, at vi alle 3 mødes. Hans forklaring er lidt underlig, så jeg bliver mistænksom og begynder at snuse rundt i min mands personlige ejendele. Jeg finder ud af, at ex-kæresten har ringet 1-2 gange om måneden, at de har skrevet sms-beskeder til hinanden. Jeg finder yderligere en ret ny (i dato) mail fra hende, hvor hun tiltaler ham som sin kæreste og ham som hendes og et "jeg elsker dig" som krydderi. Gennemsnitlig har de altså haft kontakt hver 14. dag. Jeg er dybest set i chok.
I små etaper konfronterer jeg min mand med de ting, jeg har fundet ud af. I starten nægter han, at der skulle være noget bemærkelsesværdigt i deres kontakt. De har bare, som han udtrykker det, "respekt for hinanden og det forhold de havde". Han siger, at han aldrig kontakter hende, men det er hende, der ringer. Han fortæller, at hun ringer til ham med sine problemer, som da hun skulle have en abort (de havde i sin tid fået en sammen) og hun ringer og bebrejder ham, at nu kan hun måske aldrig få børn, fordi han ikke passede på dengang, de var sammen. Hun finder en kæreste i Italien. Hun ringer og spørger min mand, om han synes, hun skal flytte til Italien. Ellers spørger de bare til hinandens liv, men de taler dog aldrig om mig. Hele tiden minder han mig om, at jeg jo ikke ville vide noget om hende, så det har han rettet sig efter. Så faktisk er han uden skyld i dette. Jeg har dog på fornemmelsen, at han selv har syntes, at deres kontakt har været for intim. Det afleder jeg ud af, at han gennem denne periode lyver han ad h til. Det er som om, at jeg skal stå med tørre fakta i hånden, førend han indrømmer, at ja de har nok talt sammen ret mange gange, eller ja hun har sendt ham e-mails. Han fortæller mig ikke præcist, hvor tit hun ringer, før jeg siger, at jeg har set på hans mobil, hvor mange gange hun har ringet.
Vi får os diskuteret frem til, at det er helt okay for mig, at de har kontakt, men at jeg, for at få ro i sindet, skal være en del af det nu. Jeg skal vide, når hun kontakter ham. Alligevel finder jeg ud af, at hun kontakter ham, uden han fortæller det. Hun sender sure sms-beskeder om, hvorfor han ikke kontakter hende ang. hendes nye liv i Italien. Jeg siger til ham, at det vist er tid til, at hun må få sig sit eget liv, og med det mener jeg, at han må få gjort det forbi med hende igen.
Han foreslår selv, at han kan sende hende en mail om, at hun ikke skal behandle ham som hendes hund og diktere ham ting, at nu skal hun koncentrere sig om sit eget liv, og ikke om hans. At hun skal begynde at tænke på ham som en gift mand og ikke som hendes kæreste. Og endelig, at det lyder mærkeligt for hans kone, at en ekskæreste sender ham sure beskeder fra Italien.
Hans mail drejer sig i en lidt anden retning. Han undskylder i flere afdelinger, og håber ikke hun bliver sur. Han har fået et problem med sin kone, hun vil ikke have, at de har denne kontakt, men nu må hun bestemt ikke tro, at hans kone er jaloux, men tænk hvis det var dig og mig, skriver han. Han forklarer, at han har prøvet at holde deres kontakt hemmeligt for sin kone, men hun desværre har opdaget det.
Jeg bliver så tosset. Jeg beder ham om at slette denne undskyldning for hans egen eksistens og skrive en ny mail til hende. Han får skrevet en ny og tålelig mail, som indeholder de elementer, vi havde ”aftalt”. Det slår mig, da han sidder der foran computeren, at han egentlig er i færd med at bryde med hende. At han i virkeligheden aldrig har fortalt hende, at hun ingen rettigheder har i forhold til ham mere. At han sikkert var blevet flatteret over hendes stigende interesse for ham, da han blev i Danmark. At hun i virkeligheden ikke ringede for at spørge, om hun skulle rejse til Italien, men om han kom hjem til hende. At hun har kørt det vildeste spil med ham, og at han har nydt det i fulde drag.
Jeg har det bare så ringe med det, for det er som om, at det hele er til ære for mig. At det ikke kommer fra hans hjerte, at han har lyst at bryde med hende. Hvis vi kommer til at tale om vores problem, og han er forsvars-hjørnet, er det mig, der har skabt problemet, og mig der bare er en jaloux ”kælling”. Andre dage kan han godt forstå mig og siger, at det ville han også blive ked af, hvis min eks sendte kærlighedsbreve og ringede og skældte mig ud. Jeg ved bare ikke, hvad jeg skal tænke om min mand. Har han stadig følelser for hende, samtidig med at han har følelser for mig? Hvordan kan hun holde ham i et sådan greb, at jeg ikke mindre end 2 gange må bede ham om at gøre det forbi med hende? Hvori består hans behov for denne intime kontakt?
Det, jeg egentlig nok er mest fortørnet over, er, at han har været fortrolig med hende, uden min viden. At han vælger at holde denne intime kontakt skjult, fordi jeg engang i begyndelsen af vores forhold har sagt, at jeg ikke gider høre noget om hans ex´s liv. Det virker for mig som om, at hun er blevet meget overrasket over, at han blev i Danmark dengang, og ikke gjorde som forventet kom tilbage til hende. Derfor vælger hun at gøre det til sit livs vigtigste opgave, at holde ham fast, trods afstanden og det faktum, at han er gift med mig. Jeg har ingen forestilling om, hun vil ham noget, og allervigtigst at han vil hende noget. Men på en eller anden mærkelig måde føler jeg alligevel at han har været dybt loyal overfor hende og ikke mig, som om at han har været mig utro…..
__________________________________________
Hej du,
Jamen, det kan jeg godt forstå. At du føler dig usikker på, om din følelse af, at han er utro, er berettiget, er en følelse du deler med mange kvinder. For hvornår kan man sige, at der er tale om utroskab? Er det, når kæresten kigger efter en anden, sender sms´er til en anden, drømmer om en anden eller kysser på en anden? Personligt mener jeg jo, at den utroskab starter der, hvor han hemmeligholder ting, som han ved du ville blive ked af at få af vide. Hvis man chatter flirtende og i hemmelighed eller hvis man, som din mand, sms´er med en kvinde, du troede han ingen kontakt havde med.
Så jeg kan godt forstå din mistro, men hvis du elsker ham og han dig (og det er dét, jeg læser), så giv slip på de tanker nu. Jeg ved, at du en tid endnu vil gå og spekulere over den hemmelige kontakt de to har haft, men gør dig umage med at give slip. Intet af det, der er sket, har en egentlig betydning for dit og hans forhold, og bruddet mellem de to er (selvom det tog sin tid) definitivt.
Jeg tror, det har været sværere for ham at komme ud af sit gamle forhold end han havde forestillet sig, måske fordi der er en anden holdning til brudte forhold i hans hjemland. Aftalen var jo, at han skulle komme hjem til hende igen, og han derfor sikkert været meget bevidst om, at hun ville opleve det som et stort svigt.
Der findes ikke rigtig noget, som undskylder hans opførsel over for dig. Han har svigtet ved ikke at orientere dig, og han ved nu, at han fremover ikke skal fortie tingene, men sige det som det er.
Læg det bag dig, slip de negative tanker og glæd dig i stedet over, at det er overstået. Glæd dig over de to pragtfulde år, I har haft og husk, at der venter mange, mange flere.
Kærlig hilsen
Ingrid Ann Watson
