En vigtig forudsætning for et godt parforhold er, at parterne har nogenlunde samme opfattelse og forståelse af ordet ”samvittighed”. Samvittighed er et vigtigt elementer med til at sikre sammenholdet og er en del af det fundament forholdet bygger på. Samvittigheden sikre grundværdierne i vores forhold og følelsen af fællesskab og samhørighed.
Det er ikke så populært at snakke om samvittighed, samhørighed og fællesskab. Vi snakker hellere om ”personlig udvikling” og ”personlige mål” og vi investere hellere tid og energi i den personlige udvikling, frem for parforholdet og fællesskabet.
Men mange af os kunne styrke vores parforhold ved at koncentrere os mere om fællesskabet og samhørigheden, end om os selv hver især.
Min oldemor og oldefar havde et motto: ”Vor fælles velfærd kommer før individets.” Det lyder selvopofrende, ja nærmest hyklerisk i dag - men det virkede. Mine oldeforældre havde et solidt parforhold, de var begge nogenlunde tilfredse og de bidrog begge samvittighedsfuldt til forholdet, bøjede sig jævnligt for hinandens vilje og var enige om at parforholdet kræver at begge parter ofre lidt egoisme og suverænitet for fællesskabet.
Vi kan alle styrke vores parforhold ved at lytte til vores samvittighed, slække lidt på forventningerne til parforholdet, kravene til partneren og gå lidt på kompromis med os selv.
Således yder du til fællesskabet alle de gange du tænker ”jeg gider ikke” og så gør det alligevel, alle de gange du vasker op, selvom det ikke er din tur, tager på besøg hos hans familie, selvom du egentlig ikke har særlig lyst, slukker fjernsynet og snakker fælles fremtid, selvom du er træt, elsker med ham, selvom du ikke er helt så tændt som han, alle de gange hvor du går på kærlig kompromis og alle de gange du tilsidesætter mit eget ego, bidrager og yder du til fællesskabet.
Dette betyder IKKE, at man skal lade sig træde på og det betyder ikke at alle andre altid skal have deres vilje. Men hvis begge parter er indstillet på at gå lidt på kompromis, opgive lidt suverænitet, bøje sig lidt for den andens ønsker, så bliver der plads til fællesskabsfølelsen.
Lad samvittigheden råde. Træf beslutninger ud fra en betragtning om hvad der er bedst for fællesskabet, frem for jer hver især. Gør dig klart at din indsats for fællesskabet er i din egen interesse, tag ansvar for dine egne handlinger og opbyg sammen følelsen af fællesskab og en fælles samvittighed.
Kategori: Parforhold
